Psykologers deltagelse i stuegangsarbejdet i psykiatrien

Der har i den seneste tid været udtrykt en del skepsis omkring udsigten til udvidelsen af psykologers arbejdsopgaver i psykiatrien. I Ugeskriftet blev der bragt en artikel (2209;171:2154-8), hvori fremtrædende psykiatere stiller sig stærkt kritiske over for muligheden for, at psykologer tager del i stuegangsarbejdet på en psykiatrisk afdeling. Imidlertid kører man på Psykiatrisk Center Hvidovre en forsøgsordning, hvor psykologer indgår i stuegangsarbejdet på tre åbne afsnit. Vi er begge ansat i en sådan funktion som stuegangspsykolog, hvorfor vi finder det relevant at bidrage til debatten med de erfaringer, vi har gjort os med at bestride denne rolle.

Efter vores mening, er den daglige stuegang, ud over justering af medicin, et multifacetteret arbejde, der indeholder elementer som psykopatologisk udredning, vurdering af symptomatologi, koordinering af behandling med tværfagligt personale, pårørendekontakt og motivering af patienten for indlæggelse og behandling. Vi mener, at psykologer er kompetente inden for disse områder og derfor kvalificeret til at varetage sådanne dele af behandlingen. Vi er selvfølgelig klar over, at vi som psykologer kun har begrænset erfaring med farmakologisk behandling og somatisk udredning, hvorfor disse områder naturligvis påhviler en læge. Det betyder således, at patienterne skal have regelmæssig kontakt med en læge - også de patienter, der har en psykolog som den behandlingsmæssige tovholder.

På Psykiatrisk Center Hvidovre har vi som stuegangspsykologer gode erfaringer med samarbejde med lægerne om tværfaglig behandling af patienter. Det kan måske være vanskeligt at se, hvordan dette samarbejde kan fungere, hvis man ikke har oplevet det i praksis, men på Psykiatrisk Center Hvidovre består det bl.a. af regelmæssig sparring med overlægen på vores respektive afsnit. Her trækker vi på den lægefaglige ekspertise, men oplever ligeledes, at der er brug for vores psykologfaglige ekspertise - såvel i forhold til den psykopatologiske udredning som den ikkemedicinske del af behandlingsarbejdet. I debatten har der været meget fokus på de negative aspekter af samarbejdet, men vi oplever, at psykologer og læger i høj grad kan supplere hinanden i stuegangsarbejdet og være med til at bedre behandlingen for den enkelte patient. Den store udfordring er i vores øjne derfor at nå frem til en god måde, dette samarbejde kan fungere på med respekt for hinandens faglige kompetencer.