Skip to main content

Psykologfunktionen ved de arbejdsmedicinske klinikker er en misforståelse

Speciallæge Svend Lings, Kværndrup. E-mail: sl@egeskovforlag.dk

11. mar. 2011
2 min.

Interessekonflikter: Ingen.

De fleste arbejds- og miljømedicinske klinikker har en eller flere psykologer tilknyttet. De sættes til at undersøge patienter ligesom lægerne.

Det kommer nok bag på de fleste, at man under psykologistudiet ikke ser psykisk syge mennesker, intet lærer om klinisk undersøgelse og vurdering, stort set intet lærer om sygdomsforløb og heller ikke lærer at stille diagnoser. Men ikke desto mindre er det, hvad disse ofte nyuddannede, klinisk helt uskolede og uerfarne »arbejdspsykologer« forventes at gøre til daglig.

Ikke nok med det. De forventes også at forklare årsagssammenhænge, at stille helbredsprognoser, at vurdere behov for sygemelding og behandling, at rådgive erhvervsmæssigt og at forudsige fremtidig arbejdsevne ...!

Og de anmelder en psykisk skade til Arbejdsskadestyrelsen i de allerfleste tilfælde, for hvornår kan arbejdsmiljøforhold ikke tænkes at have spillet en eller anden rolle for patientens psykiske tilstand?

Det nytter ikke noget at efterlyse evidens. Og det hører med til billedet, at psykologerne som regel ikke har andet end patienternes egne udsagn at bygge på. De arme psykologer er altså anbragt i en nærmest håbløs situation. Flere steder bruger de megen tid på samtale-behandling, hvilket er, hvad de har lært mest om, men det er jo i strid med klinikkernes formål, som er forebyggelse [1].

Finder regionerne, at det er, som det skal være? Gør Sundhedsstyrelsen? Og gør »arbejdspsykologerne« det selv?

Svar:

Chef for tilsyn, Anne Mette Dons, Sundhedsstyrelsen. E-mail: sst@sst.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Hvilket konkret ansvar og hvilke arbejdsopgaver en ansat bliver bedt om at varetage, uanset kvalifikationer, er et arbejdsgiveransvar. Dermed er det den ledende overlæges ansvar.


Referencer

  1. Indenrigsministeriet. Vejledende retningslinier vedrørende sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier, klinikker m.v. Indenrigsministeriets cirkulære af 27. juni 1977. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=47042