Psykologfunktionen ved de arbejdsmedicinske klinikker er kommet for at blive

Interessekonflikter: Ingen.

Provokeret af debatoplæg ved Svend Lings, Ugeskrift for Læger (2011;173:838) vil jeg gerne personligt blande mig i debatten. Ikke som halvstuderet »røver« men halvgarvet psykolog, med særlig interesse i arbejdsmarkedsmuligheder i forhold til de potentialer, det enkelte menneske stadig er i besiddelse af efter at være kommet i klemme i systemet.

Jeg tror ikke, vi som psykologer nødvendigvis selv har »møvet« os ind på Arbejdsmedicinsk territorium, men at vores ekspanderende tilstedeværelse er en afspejling af en trist samfundsudvikling, hvor stress er blevet en folkesygdom. Omstruktureringer, nedskæringer og arbejdsløshed er en igangsat lavine, der har taget mange medarbejdere med sig. Evolutionsteorien kan vel retmæssigt bruges her. Survival of the fittest, de bedst tilpassedes overlevelse. Sårbarhed, som vi alle, på en eller anden måde, er i besiddelse af, er delmængder af produktionsapparatet. Det rummes kun i afmålte mængder, når virksomhederne også kæmper indbyrdes om deres økonomiske overlevelse. Der skal løbes stærkere. Kan man ikke følge med, står afskedigelserne og venter. Og de står i hobetal, dem, der straks kan tage over.

Det knækker mange ellers dygtige medarbejdere, som betaler prisen med stressrelateret depression og lav selvtillid til følge. De vender samfundsproblemet indad.

Her er det så vi kommer ind, psykologerne, der ligesom lægerne gerne vil gøre en forskel. Succeskriteriet er, at vore henviste patienter kan fastholdes i en arbejdsfunktion i en eller anden form, og at de igen tror på det - og ikke mindst sig selv - at finde mulighederne i begrænsningerne. Anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen er ikke nødvendigvis, faktisk sjældent, løsningen.

Kan vi samtidig sammenstille den enkelte patients mulige personlige sårbarhed i forhold til de krav, de igen skal vende tilbage til, og få et tåleligt arbejdsliv ud af det, er vi nået langt.

Fysiske skader som Arbejdsmedicinsk ellers primært har taget sig af, ender for mig at se også ofte ud i psykiske problemstillinger. Krisetider. Står man med nedsat arbejdskraft, er man ikke så attraktiv, og der skal ikke megen fantasi til at kreativ ledelsesstil kan gøre det tilpas surt for en medarbejder, at vedkommende selv må vælge at sige op.

Jeg har ikke forholdt mig til det »uskolede« i vores bidrag til virksomheden Arbejdsmedicinsk Afdeling. Vi er vel en blanding af unge som gamle i vores fag, og som lægerne sørger de erfarne for, at de ikke så erfarne læres op, hos os - under supervision, hos lægerne - ved bagvagtfunktioner.

Jeg tror vi står stærkere, i Arbejdsmedicinsk regi, som en »pakkeløsning«, hvor vi fagmæssigt ved gensidig respekt kan sælge os selv udadtil, som et samlet og kompetent tilbud.

Men for at se mulighederne i begrænsningerne var provokationen måske det, der skulle til at for at få os selv op på barrikaderne. At få os markedsført over for vore nærmeste samarbejdspartnere i form af viden, hvad kan vi, hvad gør vi, så misforståelsen kan ændres til forståelse.