Psykotisk - to be or not to be

Med en lærd fænomenologisk tilgang til psykosebegrebet [1] konkluderer Parnas, at psykose kan tilskrives »en person, hvis rationalitet og realitetsopfattelser ligger i udkanten af det socialt (normativt) forståelige og indlevelige«. Han hævder, at der i vor bevidsthed ikke findes specifikke psykologiske funktioner, der repræsenterer »realitetstestning«, men at det er muligt, at der findes fysiologiske neurale processer som grundlag herfor. Endelig mener han, at psykose ikke kan operationaliseres pga. inddragelse af person og kontekst.

Dette er ud fra en neuropsykiatrisk sygdomsopfattelse overraskende, da sygdomme ses som udtryk for dysfunktioner af arttypiske processer af betydning for individets funktion og overlevelse [2]. Dysfunktioner ved psykose omfatter symptomer inden for perception (hallucinationer), kognition (vrangforestillinger), bevidsthedsintensitet og klarhed (desorientering og plumring), stemningsleje og psykomotorik (excitation, stupor og katatoni). Det er funktionsforstyrrelser, der er skadelige for individets sociale funktion. Det er korrekt, at psykotisk adfærd ikke falder inden for »det socialt (normativt) forståelige og indlevelige«, men det er en sygdomsfølge. For at være psykotisk kræves mere end en social afvigelse. Dysfunktionerne er da også så udtalte, at den syges autonomi kan tilsidesættes, og tvang i henhold til lovgivningen kan udøves.

Ud fra en neuropsykiatrisk opfattelse er det derfor sygdomsprocesser og ikke sociale forhold, der er essentielle ved psykose. Vi har i dag et ganske vidtgående kendskab til de patofysiologiske processer ved psykotiske symptomer lige fra det neuropsykologiske til det molekylære niveau, hvad der vil fremgå af en kommende lærebog i neuropsykiatri [3].

Psykose kan naturligvis operationaliseres, og det kan ikke ske ved at henvise til »forstyrret realitetssans«, da dette begreb naturligvis er ganske diffust løsrevet fra en neuropsykiatrisk sygdomsforståelse. Det er da også sket. Psykose er ifølge WHO netop forekomst af ovennævnte symptomer. Psykotiske symptomer kan da også identificeres med høj sensitivitet og specificitet [4].

Hvis psykosebegrebet meningsfuldt og pålideligt skal kunne bruges i daglig klinisk og særlig retspsykiatrisk sammenhæng og uden risiko for misbrug, er en neuropsykiatrisk tilgang derfor central. Fænomenologiske analyser er velkomne, men de kan bestemt ikke stå alene.