Skip to main content

Råb op og sig stop! - Lægers ytringsfrihed i krise, Høiby N, red.

31. okt. 2005
2 min.

Entusiasme og engagement forudsætter, at man føler, at man kan gøre en forskel, at man kan ændre ting, der er uhensigtsmæssige. For læger er der en særlig dimension, idet en udpræget grad af faglighed og et løfte skal anvendes til at sikre syge menneskers lindring, trøst og helbredelse. Så når Niels Høiby (NH) som formand for det relativt unge selskab, Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, siger »Råb op og sig stop«, har han bestemt en pointe.

Han har samlet en serie partsindlæg fra de senere år, der med udgangspunkt i fire tilfælde beskriver lægen og systemet, eller som han kalder det PAK'et (det politisk administrative kompleks).

Det er uomtvisteligt, at hvis man videnskabeligt underbygget kan påvise en suboptimal eller direkte mangelfuld behandling af patientgrupper eller patienter, bør man gøre system og samfund opmærksom på misforholdet, så det kan blive rettet eller genoprettet.

Det gøres som fagperson i embeds medfør med ansvar for at kunne eftervise sin påstand. I forbindelse med ændring af regelsættet for videnskabelig uredelighed over for redelighed blev det kraftigt debatteret, om en persons skriftlige ytringer altid henførte til personens faglige baggrund med dertil hørende ansvar. Den diskurs blev ikke afsluttet. Nu opstiller NH 19 regler for, hvorledes man kan bruge sin ytringsfrihed, som skal bringe en helskindet igennem tilværelsen, og som formodentlig er årsagen til, at NH er kommet så langt, som han er kommet, uden at miste hovedet. Det er imidlertid ikke et regelkompleks, som ligner en udvidelse af ytringsfriheden. Derfor kommer det nok mest til at fremstå som et lille indslag med uforløst forargelse med baggrund i højst 1 case af principiel karakter. Bortset fra det åbenlyse, hvor det videnskabeligt lader sig eftervise, og hvor det må være videnskabsmandens pligt at vise, at her er der noget konkret galt, er spørgsmålet, om en monoman stigmatisering af PAK'et er særlig produktiv, eller om et samspil mellem dem, der kan se mulighederne, og dem, der forvalter det mulige, kunne blive mere hensigtsmæssigt. At sidde og råbe ad hinanden i hver sin lejr udløser ganske rigtigt et stop, men det er et stop for kommunikation, og det er jo ikke det, der ligger i NH's 19 regler, hvilket gør, at titlen måske nærmere skulle have været »Sig fra på et velunderbygget grundlag og søg løsninger« og frem for alt, gør som NH: bevar entusiasme og engagement, vær en ildsjæl.

København: Gyldendal, 2005.

160 sider. Pris: 178 kr.

ISBN: 87-02-03113-2

Professor Jens Chr. Djurhuus, E-mail: bib@ki.au.dk