Skip to main content

Racisme-sagen: svar fra formanden for Etisk Udvalg

Hans Buhl, Formand for Etisk Udvalg

2. nov. 2005
6 min.

Jeg skal straks indledningsvis beklage, at det ikke tilstrækkeligt tydeligt er fremgået af mine udmeldinger, at jeg, og selvfølgelig hele Hovedbestyrelsen og Etisk Uvalg, fuldt og helt støtter yngre læger i deres harme over den behandling, som en kollega har været udsat for med de racistiske udtalelser fra en ung nynazist på skadestuen i Gentofte. Der skal overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at vi på alle måder har afsky og tager afstand fra sådanne udtalelser og adfærd. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at vi på alle måder vil støtte alle læger, som bliver bragt i en sådan situation. Vi betragter et sådant verbalt overfald fuldt ud på linje med enhver anden alvorlig arbejdsskade, som arbejdsgiveren i øvrigt har ansvar for at tage hånd om.

Jeg har hver gang, jeg er blevet interviewet i pressen om sagen, pointeret ovennævnte afstandtagen. Det har ikke spillet nogen fremtrædende rolle i mediernes dækning, idet det selvfølgelig har været indlysende for alle de journalister, jeg har talt med. At ovennævnte støtte burde have fremgået meget mere tydeligt af lederen er kun at beklage og undskylde.

Når dette er sagt, har behandlingen i Etisk Udvalg selvfølgelig mest fokuseret på de principielle aspekter i sagen.

Det er nok værd, inden man går i detaljer, at se på nogle principper.

Når man taler om handlepligt for læger, må man skelne mellem akut livstruende situation eller planlagt elektiv behandling.

Man må slå fast, at ingen læge kan nægte en patient akut livsreddende behandling, når patienten efterspørger den. En læge kan kun afslå en sådan behandling, hvis lægen har gyldigt forfald, eller behandlingen kan overtages af en anden.

Når vi taler om elektiv behandling kan man selvfølgelig afvise at efterkomme et urimeligt ønske og bede patienten om at gå et andet sted hen.

En læge skal altid have ret til at kunne henvende sig til en kollega for at bede om hjælp, og en kollega kan ikke tillade sig at afslå denne hjælp. Heraf følger, at en forvagt altid skal kunne kalde på sin bagvagt, ligegyldigt hvad, hvis vedkommende ikke kan overskue situationen enten fagligt eller af anden grund. En bagvagt skal altid hjælpe sin forvagt og optræde kollegialt.

En patient kan ikke forlange det umulige; det vil sige, hvis en patient forlanger at blive behandlet af en speciel type læge, som ikke er til rådighed i afdelingen, f.eks. vagtlaget, i den akutte situation, er det klart, at man ikke kan efterkomme patientens ønske. Eksemplerne med, at man skal køre patienten rundt fra sygehus til sygehus i Jylland, eller den polsktalende patient skal flyves til Polen, er groteske og har ingen relation til virkelighedens verden.

En læge kan ikke udøve selvtægt ved at nægte livreddende behandling, selv af nazister. Hvis forvagten ikke kan komme til at undersøge/behandle en patient, skal vedkommende selvfølgelig kunne kalde på sin bagvagt og spørge om råd. Forvagten kan også vælge at insistere på, at hun kan behandle patienten, trods dennes afvisning, og at hun er det behandlingstilbud, som institutionen stiller til rådighed. Hun kan vælge at presse patienten og håbe på, at denne bliver »mør«. Men vi andre kan ikke tillade os at presse forvagten ind i en sådan situation ved bombastiske udtalelser fra Lægeforeningens side blot for princippets skyld. At gøre dette anser jeg for meget uetisk og absolut ukollegialt.

At stille sig stejlt an som forvagt, anser jeg for uklogt. Den forurettede forvagt skal beskyttes og skal tilskyndes til at beskytte sig selv ved at tilkalde sin bagvagt, og denne skal kollegialt træde til uden tøven. Hvordan bagvagten så vil løse situationen er helt dennes ansvar og en anden sag.

Hvis patienten viser sig ikke at være livstruende syg, kan denne selvfølgelig afvises og tilrådes at gå til egen læge/andet sygehus. For at afgøre dette, kræves der en undersøgelse eller i det mindste en konfrontation med patienten, hvis det ikke er helt indlysende fra start. Afviser man helt at beskæftige sig med patienten, løber man den risiko, at patienten faktisk i værste fald dør, uden at man har givet den fornødne lægehjælp, som forvagten jo netop har bedt én om at give, fordi denne ikke var i stand til det. Hvis forvagten ikke havde kaldt på hjælp, har bagvagten selvfølgelig ingen forpligtigelse, og ansvaret er helt forvagtens.

Jeg tror, at debatten er blevet noget skinger, fordi vi elsker at hade nynazister, men selv nynazister har ret til livreddende behandling, og bagvagten skal give den, når forvagten beder om det. Så enkelt må det være.

Det næste spørgsmål, som så rejser sig, er, hvordan man skelner mellem en livstruende, akut lidelse, som ikke kan afvises, kontra en ikkelivstruende, afviselig lidelse? Ydergrænserne er nok ikke så svære. Et afrevet ben med voldsom arteriel blødning giver nok sig selv, men et begyndende aortaaneurysme kan godt simulere et akut nyrestensanfald. Det første er livstruende, men det andet er ikke. En forstuvet finger er ikke livstruende, men vi kan alle tage fejl. Jeg vil anbefale, at man er meget omhyggelig og ikke lader sig hidse op af uforskammede patienter, men holder hovedet koldt og hellere undersøger en patient for meget end en patient for lidt. Man skal ikke gøre det af angst for klager, men for at kunne se sig selv i øjnene næste dag. Jeg kan ikke anbefale nogen læge at ophøje sig til dommer over, hvad man skal tåle fra patienterne, på den måde at man nægter den enkelte patient akut behandling. Opfører patienten sig som lovbryder eller ærekrænker, har vi politi og retsvæsen til at retsforfølge.

Jeg er enig i, at ved at efterkomme racisme, fremmer man racisme, men når patienten er ved at dø af sin lidelse, er der andre regler, der træder i kraft. Racisme skal bekæmpes i den almindelige dagligdag, og en racist kan meget vel afvises, når det drejer sig om elektiv behandling. Det må være op til hver enkelt afdeling at have sin politik på dette område og sætte grænserne for, hvad man vil tåle fra patienternes side med hensyn til særønsker af mere eller mindre urimelig art.

Både den konkrete sag og de principielle aspekter har igen været drøftet i Etisk Udvalg og i Hovedbestyrelsen, og der har været fuld enighed om ovennævnte principper. Hovedbestyrelsen har pålagt Etisk Udvalg at forsøge at fremkomme med nogle overordnede retningslinjer om, hvordan man kunne forestille sig, at man kunne håndtere sådanne akutte ubehagelige konfrontationer mellem læge og patient. Det er nok vanskeligt at sige noget håndfast ud over det, jeg har prøvet at skitsere ovenfor, men Etisk Udvalg er selvfølgelig klart indstillet på at arbejde videre med problemstillingerne.

Etisk Udvalg har desuden været beskyldt for at være »langhåret« og uden kontakt med, hvad der rører sig på gulvet og blandt medlemmerne, og jeg skal da kun beklage, at nogle kan have den opfattelse, men som jeg håber, det fremgår af mine overvejelser ovenfor, har vi faktisk i vores overvejelser lagt meget stor vægt på at beskytte de yngste reservelæger, som er dem der er mest udsat for disse meget ubehagelige konfrontationer. Vi er fuldstændig klar over, at efterhånden som der kommer flere og flere medlemmer af såkaldt anden etnisk baggrund, vil sådanne konfronta-tioner opstå hyppigere. Vi er også fuldstændig klar over, at det er svært at være yngre læge, som hele tiden er i risiko for at blive valgt fra af krævende patienter. Her skal kollegialiteten og ledelsen hjælpe med klare retningslinjer.

Vi kan ikke besky tte vores medlemmer mod, at der desværre er racister iblandt os, som kan finde på at opføre sig som nynazisten fra Gentofte, men vi kan tilråde vores medlemmer at tage hånd om hinanden og støtte hinanden og opføre sig som gode kolleger og læger.