Skip to main content

RADS - kvalitetsprojekt med rationale

Formand for RADS - Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin Svend Hartling,, E-mail: svend.hartling@regionh.dk. Interessekonflikter: Ingen

10. dec. 2010
2 min.

Jeg vil gerne indledningsvist slå fast, at udgangspunktet for oprettelsen af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) har været et ønske om at øge kvaliteten i behandlingen ved at sikre patienterne en god og ensartet behandling med dyr sygehusmedicin, uanset hvor de bor.

RADS skal samtidig gøre regionerne i stand til at købe smartere og billigere ind. Hermed sparer regionerne penge, der kan anvendes på anden sundhedsbehandling og dermed komme andre patienter til gode. Sigtet med RADS er at spare på lægemidlets pris gennem bedre rabatter. Vi vil imidlertid ikke gå på kompromis med behandlingens kvalitet.

Derfor glæder jeg mig over, at Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen, i Ugeskrift for Læger (2010;172:3212) skriver, at formålet med RADS er fint: »(...) fordi landsdækkende behandlingsvejledninger og rekommandationslister medvirker til at øge købernes magt, og dermed også til at Danske Regioner kan forhandle sig til en lavere pris for de lægemidler, som skal anvendes i behandlingen på landets sygehuse«.

Det er netop målet med RADS, for det er nødvendigt at købe medicin billigere end i dag, hvis driften af sundhedsvæsenet også skal hænge sammen i fremtiden. Og fælles behandlingsvejledninger og rekommandationslister på tværs af regionerne udformet på baggrund af vurderinger fra tunge sundhedsfaglige udvalg spækket med læger skal gøre os i stand til at træffe det smartere valg.

Derfor undrer det mig til gengæld også, at Ida Sofie Jensen vælger at stille spørgsmål netop ved det lægefaglige aspekt af RADS. Ordination vil ikke ophøre med at være et lægefagligt ansvar, blot opstiller RADS nogle bedre retningslinjer for valget af medicin.

Uden for lægemiddelindustrien er røsterne da også positive. Yves Sales, næstformand i Lægeforeningen, roste oprettelsen af RADS med disse ord til Altinget.dk:

»Det er et glimrende initiativ. Det er helt legitimt, at man ser på effekten og samtidig på prisen. Der skal altid indgå økonomiske overvejelser, når man vælger en behandling. Det er intet problem, så længe der er lægefaglig ekspertise i udvalgene«.

Yderligere mener Lægemiddelindustriforeningens chef, at arbejdet i RADS under dække af at skulle planlægge udbud er »omgærdet af en fortrolighed«, som udhuler tiltroen til rådets arbejde. Her må jeg pege på, at RADS kun lige er begyndt på arbejdet. RADS har afholdt ganske få møder, og derfor er rådet endnu ved at finde ud af, hvordan arbejdet med retningslinjerne får de bedste betingelser.

Alligevel kan koncernchefen i Lægemiddelindustriforeningen ikke frigøre sig for en mistanke om, at RADS er tænkt som et spareinitiativ. Det kan hun nok ikke, fordi hun har ret. Men det er på lægemiddelindustriens profitter, vi vil spare, ikke på behandlingen af patienterne.