RADS - spareinitiativ forklædt som retningslinjer?

Uklædeligt. Danmark har stolte og indarbejdede traditioner for offentlighed i forvaltningen. En tradition, som Danske Regioner og Amgros med arbejdet i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) nu pudser næse i.

RADS blev nedsat i forbindelse med dette års økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen. RADS skal sikre, at der skabes et fagligt nationalt grundlag for anvendelse af (dyr) sygehusmedicin ved udarbejdelse af fælles behandlingsvejledninger og rekommandationslister på tværs af regionerne.

Under dække af at skulle planlægge udbud er arbejdet i RADS omgærdet af en grad af fortrolighed, som desværre udhuler tiltroen til arbejdet.

Set med myndighedernes briller er formålet med RADS isoleret set fint nok. Fint nok, fordi landsdækkende behandlingsvejledninger og rekommandationslister medvirker til at øge købernes magt, og dermed også til at Danske Regioner kan forhandle sig til en lavere pris for de lægemidler, som skal anvendes i behandlingen på landets sygehuse. Set gennem lægefaglige briller er det helt anderledes. Lægens mulighed for at bestemme den optimale behandling for den enkelte patient udhules. For hvordan afvejes pris i forhold til den bedste behandling?

Naturligvis skal tilrettelæggelsen af udbud foregå i fortrolighed, men hvorfor er eksempelvis kommissorierne for arbejdet i RADS underudvalg fortrolige - kommissorierne! Altså de overordnede retningslinjer for udvalgets arbejde.

Den fortrolighed er i strid med danske forvaltningstraditioner og skaber en helt unødvendig mystik om formålet, som ingen er tjent med. Hverken myndigheder, læger eller patienter.

Netop fordi RADS er forankret hos myndighederne, er det også naturligt, at så mange informationer som muligt er offentligt tilgængelige. Det er netop hele formålet med offentlighedsloven: åbenhed hos myndighederne for at sikre kontrol med og tillid til systemet.

Når sygehuslægerne fratages ansvaret for valget af optimal behandling, rokkes der alvorligt ved det naturlige tillidsforhold, som eksisterer mellem læge og patient. Når det samtidig medtages, at standardiserede behandlingsvejledninger givet vil betyde ringere og længere behandlingsforløb for de patienter, som ikke lige passer ind i standardbehandlingen, er det ikke sikkert, at der er en økonomisk gevinst ved RADS. Det vil kun tiden kunne vise.

Tilbage står derfor, at jeg ikke kan frigøre mig for »mistanke« om, at RADS er tænkt som et spareinitiativ frem for et projekt, der skal ensrette brugen af de forskellige typer medicin på sygehusene.