Rammer for behandling. Tyrkisk sindslidende her og der

Ugeskrift for Læger bragte i nr. 6/2003 en artikel om en studietur til Tyrkiet. Denne artikel blev mødt med et indlæg fra en tyrkisk-dansk læge. Dette indlæg forsøger at sætte tingene lidt i perspektiv.

En gruppe danske psykiatere og medarbejdere inden for socialpsykiatrien tog på studietur for at finde ud af, hvilke betingelser der omgiver en sindslidende i Tyrkiet, og for at lytte til de forklaringsmodeller, der sætter rammer for indgriben fra fagligt hold. Studieturen havde til formål at synliggøre den vifte af behandlingsmuligheder, der er til rådighed for den enkelte patient og patientens pårørende.

Ligeledes beskrives i artiklen, hvorledes de forskellige aktører opfatter hinandens indsats og legitimitet. Der er således eksempler på, at det sekulære sundhedssystem, repræsenteret ved henholdsvis en psykiater og en psykolog, ikke anerkender den religiøse dimension, mens den religiøse skoleleder, som i øvrigt selv er teolog, stiller spørgsmålstegn ved hensigten med at konsultere en hoca, en healer. Den pågældende healer og en psykiater, ansat på et privathospital, frekventeret af religiøst orienterede patienter, indtager mere medierende holdninger. Healeren henviser til det vestligt orienterede sundhedsvæsen, mens psykiateren mener, at hoca'en kan have sin berettigelse.

Spørgsmålet om den enkelte patients sygdomsopfattelse og sygdomsindsigt kommer også på tale i artiklen. Forskellige forklaringsmodeller fremføres af diverse professionelle aktører, ligesom en enkelt aktør berører sit eget forhold til en psykotisk mor, hvis manglende sygdomsindsigt er til gene, også for hendes omgivelser. For sønnen er morens sygdom bestemt ikke det tabu, som man kan se i andre tyrkiske familier, hvor sindslidelse måske ikke er noget man snakker om, eller måske forholder sig til som en somatisk lidelse.

Den tyrkisk-danske læges kommentar til studietursartiklen forhøjer uoverskueligheden betragteligt, selv om hendes formål med indlægget efter eget udsagn er at bidrage med sin viden. Man kan imidlertid spørge sig selv om, hvad Tyrkiets historie, islams rødder, menneskesyn og ideologiske budskab og spørgsmålet om en hocas legitimitet har med sagen at gøre. Om en hoca bruger eller misbruger koranens vers, forekommer ganske ligegyldigt for den patient, der som et led i sin måske mangefacetterede strategi om helbredelse henvender sig til denne healer. Hvorvidt de onde øjnes kræfter hører til islam, om nazar er forbudt if. samme trossystem, er ganske uvedkommende. Spørgsmålet er, om de forskellige forestillinger er betydningsbærende for den enkelte patient. Ikke, om »de er så langt ude, at de tror på hvad som helst«, som angivet i indlægget.

Ganske betydningsfuldt er måden, hvorpå lægen med rødder i Tyrkiet giver egne anvisninger og alternative forklaringsmodeller i forhold til den skitserede case, hvor en søn udlægger familiens forklaringsmodel på sin syge mor. Den ene kulturelle forklaringsmodel erstattes med den anden, måske lige så sand, måske lige så fiktiv. Den ene årsag kan vel være lige så gyldig som den anden, i hvert fald i antropologens øjne. Men det afgørende for en behandling er vel, om det giver nogen mening at finde »årsagen« i forhold til den pågældende behandling. Måske, men i givet fald skal det vel være den syges og ikke fagpersonens kulturelle forklaring, der lægges til grund for den behandlingsmæssige diagnose.

Dog viser begge indlæg omkring rammer for behandling og tyrkisk sindslidende her og der, det store behov for en tilfredsstillende kommunikation mellem patient og fagperson.

Hvordan en dansk fagperson skal kunne navigere i denne mangfoldighed af ideologier og mulige former for ideologisk miks, der omgiver den tyrkiske patient, er naturligvis noget af en udfordring. Når dertil kommer, om patienten og den pårørende kan /vil give sine lidelser et udtryk, der er forståeligt for fagpersonen, tilføjes en ekstra dimension i den kommunikation, der alt andet lige har ganske trange vilkår.

Fagpersonen kan gøre sit bedste for at koble sin egen forklaringsmodel på patientens, en strategi der ligger i tråd med en »Jeg skal nok gå et par hundrede mil i dine mokkasiner, så jeg bedre kan forstå dig«-ideologi, eller fx vælge at belyse sit eget indsatsområde med tilsvarende ideologiske overbygning så tydeligt som muligt. Lidt i stil med den vestligt orienterede psykolog eller den healer, der tydeliggør hver sit indsatsområde og virkemidler.

Hvis den danske fagperson ikke skal stille sig op i rækken af personer, som præsenterer ideologiske »rigtige« og »forkerte« fortolkninger på patientens vegne, er det vigtigt for fagpersonen at gøre sig bekendt med en række af de kulturelle udtryksmåder, patienten tilvælger for at beskrive sin lidelse. Og det er lige så vigtigt for fagpersonen at være opmærksom på egne metaforer og kulturelle forudsætninger.

Hvis patienten skal have mulighed for at blive hørt.

Og med hensyn til billedmaterialet i den første artikel. Menneskene på billedet kunne faktisk forstå hinanden. Måske derfor ser de glade ud. Det gør man ofte, når kommunikationen lykkes.