Recovery. At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser Topor A.

Bogen bygger på den svenske psykolog Alain Topors afhandling: Managing the contradictions - recovery from severe mental disorders fra 2001. Bogen falder i to dele: en generel del som omfatter begrebsudredning og gennemgang af forløbsundersøgelser ved skizofreni samt en speciel del, hvor han opsummerer resultater fra sin egen afhandling.Topor gennemgår begrebet »kronicitet«, som han mener er affødt af psykiatriens diagnostiske kultur og de institutionelle rammer, faget har udviklet sig i. Den funktionshæmning, der rammer den skizofrene patient, er frembragt af systemet som udtryk for et mangelfuldt samfundsmæssigt støttetilbud. Også »raske« kan rammes af den samme funktionshæmning, hvis de tvinges til at leve under samme forhold. Man kan således ikke tale om »naturlige forløb« af sygdommen. Topor bevæger sig med disse synspunkter her tæt op ad den antipsykiatriske tankegang, der var fremme i 1960'erne og 1970'erne. Begrebet »at komme sig« (recovery) omfatter alle aspekter af forbedring under et forløb, herunder symptomer, funktioner og tilpasning. Topor anfører en række metodologiske problemstillinger: Var den oprindelige diagnose korrekt stillet? Var kriterierne eksplicitte? Hvor længe skal en tilstand have bestået? Under hvilke betingelser (f.eks. behandlingsmæssige), før man kan tale om recovery? Bogen gennemgår nogle vigtige forløbsundersøgelser ved skizofreni (Ciompi & Mueller, Harding, McGlashan), herunder metaanalyser og erfaringer med behandling. Topors ideologiske holdning kommer tydeligt frem i afsnittet om farmakologisk behandling ved skizofreni. Hans overfladiske stærkt selektive gennemgang af antipsykotikas virkninger og bivirk- ninger skaber usikkerhed om forfatterens videnskabelige lødighed. Det er svært at forstå, hvorfor forfatteren hellere vil beskrive medicinens negative virkninger end at fastslå, at netop antipsykotisk medicinering har vist sig af afgørende betydning for mange patienters muligheder for recovery.

Topor vil hellere ved at fokusere på mere uspecifikke faktorers betydning for recovery fremme en socialkonstruktivistisk metode, der bygger på hverdagslivsbeskrivelser. Recovery er at blive hel igen, få magt over sit liv, generobre relatio- nen til andre mennesker og dog leve med en afhængighed af medicin/hjælpere. Patienten bevæger sig i sin higen efter at få det bedre ad mange krogede stier. Omgivelsernes rolle, den indre kamp, om hvad der fremtvinger forandringer, bliver nærmere beskrevet, og der er mange gode analyser her.

Bogen er kritisk over for den dominerende naturvidenskabelige tradition i psykiatrien. Forfatteren mener, der er behov for at udvikle den humanistiske og socialvidenskabelige tradition i psykiatrien, ved at lægge vægt på den såkaldte »narrative sandhed«. Bogen er for lang og ujævn, præget af en del gentagelser. Nogle passager er sikkert brugbare for de mange, der arbejder, ofte ret alene, i socialpsykiatrien med de kronisk syge. Her mangler nogle begreber og et nyt sprog til at forstå og håndtere problemerne for dem, for hvem hverdagen er en plage, men også en udfordring og en mulighed for forandring. Hvordan skaber man håb for den syge og med hvilke redskaber?

Man kan vælge at lægge vægt på de uomtvistelige positive sider i bogen med procesanalyser af vejen mod recovery, men på den anden side kan man også anse bogen som farlig, fordi den vil foregive at være et supplement til en naturvidenskabelig tradition, men alligevel efterlader indtryk af en ulv i fåreklæder.

Overlæge Erik Simonsen

E-mail rfes@ra.dk

Forfatteren er psykolog og forskningsleder ved institutionen for socialt arbejde ved Stockholms Universitet. Han har i en årrække interesseret sig for spørgsmålet om mulig helbredelse af såkaldt kroniske psykoser, først og fremmest skizofrenier, og bogen er en alment tilgængelig fremstilling af hans disputats om emnet . Efter Topors mening er det forkert at opfatte eksempelvis skizofreni som en »håbløs« sygdom, alene fordi der forekommer talrige dokumenterede tilfælde af helbredelse, og det er nu hans ærinde at undersøge de nærmere omstændigheder ved recovery for derved at skabe grundlaget for et optimalt behandlingstilbud. Han er meget brugt som underviser på det socialpsykiatriske område, og man har indtryk af, at bogen primært er skrevet til inspiration og opbyggelse for tidligere og nuværende elever.

Det er Topors erfaring, at det er muligt for selv svært syge patienter at overvinde de forstyrrelser, der udgør det psykopatologiske mønster. De kan opnå en personlig og/eller social helbredelse, når de er i stand til at bruge deres egne ressourcer i et samarbejde med nogle særligt empatiske behand- lere, der har kunnet give dem håb, åbenhed, ligeværdighed og venskab gennem et behandlingsforløb. Mange medarbejdere på det psykiatriske område vil kunne genkende disse principper fra de gunstige forløb, hvor tingene er lykkedes. Forfatterens fremstilling af disse forhold er nok inspirerende, men også særdeles ordrig og diffus i sine begreber.

Bogen er imidlertid også et indlæg i en faglig og videnskabelig debat, og i den henseende kører den skævt, fordi forfatteren i høj grad ønsker at bevise »psykiatriens« fejltagelser. Han citerer sine egne meningsfæller på stribe, men uden at samordne deres synspunkter eller kritisere deres indbyrdes modsigelser, og han mener at kunne underbygge forudfattede meninger ved hjælp af spredte citater fra 16 interview med tidligere patienter, der har klaret sig godt. Han gør ikke noget forsøg på at afgrænse den undersøgte gruppe diagnostisk eller på anden måde, og han holder sig langt væk fra arbejdshypoteser eller modeller, der måske kunne føre til en tilfredsstillende dokumentation. Alligevel er han overraskende tilfreds med sin metode og sikker på dens værdi; men den synes desværre overvejende defineret som en slags negation af de videnskabelige principper, der bl.a. anvendes i psykiatrien (og så vidt vides også i den videnskabelige psykologi).

Topor har det tilsyneladende med psykiatrien som bonden hos Store Klavs havde det med degne. Han bryder sig ikke om faget og dets udøvere, men opfatter dem som distancerende, bureaukratiske og autoritære, nærmest antiterapeutiske - og disse fordomme får lov til at præge fremstillingen, selv om de invaliderer hans eget projekt. I Topors sygehistorier er der adskillige eksempler på et kompetent og vellykket samarbejde mellem patient og psykiater, men beretningerne betragtes af forfatteren nærmest som beklagelige erindringsforskydninger. Det er en skam, at et degnekompleks forhindrer ham i at gennemføre en ordentlig videnskabelig analyse af samspillet mellem de faktorer, der fremmer den individuelle helbredelse. I stedet koncentrerer han sig om at bevise, at psykiaterne tog fejl, når de definerede sygdommen ved forløbet, og det må siges at være et fattigt mål at forfølge.

København: Hans Reitzels Forlag, 2003.

336 sider. Pris: 350 kr.

ISBN 87-412-2455-8