Recovery og den nødvendige dialog om sindslidendes tarv

Betyder recovery rehabilitering på dansk? Dette spørgsmål stillede Eplov et al for nylig som medlemmer af DADL´s Sundhedskomites psykiatriudvalg [1], og de konkluderede, at det gør det ikke. Recovery er en proces set fra individets synsvinkel, og rehabilitering er en proces set fra de professionelles synsvinkel, men to sider af samme sag. Dette medførte skarpe debatindlæg i Ugeskriftet, hvor problemet set fra debattørernes side er, at folk, der bruger ordet recovery, er for optimistiske, hvad angår sygdommen skizofreni, og fornægter den biologiske psykiatri.

Vi var ikke enige med de skarpe debattører; og som henholdsvis samfundsforsker, pårørende og læge gav vi hver især vores bud på fortolkningen af recovery [2, 3]. Det har som det seneste medført indførelsen af to nye begreber i Ugeskriftet, nemlig den gode og den onde recovery, hvor den gode recovery sættes lig med rehabilitering og den onde tilskrives et antipsykiatrisk synspunkt [4], hvor vi uretmæssigt står som repræsentanter for hver sin retning.

Distinktionen mellem begreberne recovery og rehabilitering er ikke af afgørende betydning for os, hvorimod det er af betydning, når recovery/rehabilitering ikke indgår som led i behandlingen af psykisk syge. Det er i dag ikke en selvfølge at tilbyde psykiatriske patienter udskrivningsaftaler, kognitiv terapi, aktiv hjælp til skånejob og uddannelse, hjælp til at håndtere egen bolig osv. Det er således ikke i overensstemmelse med patienters og pårørendes oplevelser, når det hævdes, at psykiatrien i årevis har arbejdet effektivt sammen med socialpsykiatrien med henblik på rehabilitering/recovery.

Den politiske og forskningsbaserede opmærksomhed, som begrebet recovery har skabt, kan forhåbentlig være medvirkende til at styrke indsatsen for rehabilitering, samtidig med at den retter en sund opmærksomhed mod de sociale og kulturelle faktorers betydning for, at mennesker med sindslidelser kan få det bedre. Lad os understrege, at dette ikke betyder, at vi afviser det biomedicinske perspektiv, eller at vi ønsker at overlade alt til patienten selv. Det ville være hensigtsmæssigt for debatten, hvis det gamle antipsykiatriske spøgelse kunne blive i skabet, således at der kunne udvikles en positiv dialog mellem psykiatrien og samfundsvidenskaben [5], hvor der fokuseres på det fælles mål, nemlig at tjene sindslidendes tarv.