Recovery: pseudobegreb eller symbolsk virkelighed i et paradigmeskift?

I deres kommentar i Ugeskrift for Læger (2005;167:2426) til indførelsen af begrebet recovery i dansk psykiatri påpeger professorerne Ralf Hemmingsen & Josef Parnas faren for, at der her kan være tale om tom og manipulerende retorik med risiko for at introducere en uvidenskabelig praksis. De anbefaler, at lægestanden afviser dette »pseudobegreb« og påpeger videre, at »den skizofrene grundlidelse« i høj grad udspilles i selvet, hvorfor det er fejlagtigt at pålægge den sindslidende medansvar for helbredelsesprocessesen. Professorerne ignorerer dermed, at den diagnostiske kategori »skizofreni« er genstand for stadig debat og kritik i forhold til dens teoretiske og kliniske evidensgrundlag, validitet og nutidige relevans [1]. Det er yderligere et problem, at den skizofrene ikke bliver set som en person i sin egen ret, men fastholdt i sin sygdomsoplevelse og identitet som psykisk syg [2].

Debatten omkring recovery skal ses i denne bredere, internationale bestræbelse på at introducere begreber, der aktivt kan understøtte personen i at komme sig. Relateret hertil er den stigende anvendelse af begrebet psykose [3]. Skiftet fra skizofreni til psykose indikerer en anderledes forståelse af psykisk sygdom og en ny tilgang til behandling og støtte. Mens kategorien skizofreni for den sindslidende indikerer en kronisk tilstand som psykisk syg og skizofren, har begrebet psykose et anderledes erfaringsbaseret eller fænomenologisk tyngdepunkt. Psykosen er en oplevelse, man kan tale om, forsøge at forstå og arbejde på at komme sig over. En proces, der støttes af de sidste ti års udvikling af effektiv antipsykotisk medicin. Men det er ikke tilstrækkeligt at kontrollere de psykotiske oplevelser ved hjælp af medicin. Psykotiske oplevelser er for de fleste chokerende. Det er nødvendigt at genetablere en livsretning og at indgå i komplicerede sociale strategier i forsøget på at finde en mening i de psykotiske oplevelser [4]. Personen har brug for kompetent hjælp i dette arbejde på at komme sig. Recovery-perspektivet synliggør denne proces.

Recovery er dog endnu ikke et veldefineret begreb [5], og det er måske netop i kraft af sin ambivalens og flertydighed, at det finder en særlig symbolsk og politisk styrke - en generel iagttagelse i antropologisk forskning. Begrebet kan betyde mange forskellige ting for forskellige personer i en social proces, der arbejder mod en ny erkendelse og konsensus - og dermed et paradigmeskift. Hemmingsen & Parnas gør dog ret i at påpege faren for, at der kan blive tale om en ren retorisk øvelse, hvor alle blot taler om recovery, men i virkeligheden fortsætter gamle, institutionelt indøvede vaner. Der er behov for at opbygge en detaljeret forståelse for, hvorledes støtte- og behandlingsprogrammer, såvel som sociale og kulturelle forhold i personens liv, virker til at understøtte recovery-processen. Den fortsatte debat om recovery er derfor nødvendig, og det er velkomment, at den etablerede psykiatri i Danmark tager aktiv og konstruktiv del heri.

Indlægget har været forelagt Ralf Hemmingsen & Josef Parnas, der ikke har kommentarer.