Skip to main content

Redelig vejledning eller politisk korrekthed?

Kommunikationskonsulent Nina Kjærgaard, København, E-mail: nk@medic-com.com

31. okt. 2005
2 min.

Marianne Scheele beskriver i Ugeskriftet (167/36), at hun som underviser i kommunikation fortæller kvindelige muslimske medicinstuderende, at de ikke vil »få vrøvl« på grund af deres tørklæde.

Som privatperson vil jeg gerne anføre, at jeg er stærk tilhænger af retten til at klæde sig som man vil, så længe denne påklædning i arbejdsmæssig sammenhæng er accepteret af ens arbejdsgiver.

Som kommunikationsrådgiver synes jeg, at kvindelige muslimske medicinstuderende bliver meget ringe vejledt, hvis de får at vide, at deres valg af påklædning ikke vil medføre reaktioner, og hvis de ikke bliver forberedt på, hvordan og hvorfor deres tørklæde kan opfattes negativt.

De mennesker, man møder som læge, vil ofte være utrygge, angste og pressede. Ikke alle har i sådanne situationer overskud til at forholde sig rationelt og afklaret til

egen og andres politiske og religiøse overbevisning, og det er et problem for mange at skulle forholde sig til en behandler, som i sin påklædning afviger betragteligt fra normen. Marianne Scheele nævner som morsomhed (går jeg ud fra) sin svigermor, der bar tørklæde. Men det er jo oftest ikke et spørgsmål om et halvtredseragtigt husmortørklæde men om en anselig mængde tøj i form af lange bukser, langærmet trøje, kittel og traditionelt tørklæde, således at kun hænder og ansigtsflade er fri, og det virker altså - hvad enten Marianne Scheele synes, at det er rimeligt eller ej - intimiderende på rigtig mange mennesker, når de befinder sig i omgivelser, der i sig selv er angstprovokerende.

Ud over at være fagligt velfunderet, som de fleste vel kan blive enige om ikke er tørklædeafhængigt, skal man som læge helst kunne skabe en vis kontakt til sin patient, og i meget sårbare situationer skal der ikke meget til at flytte fokus. Det gælder selvfølgelig også piercinger, tatoveringer og nøgenhed, som Marianne Scheele angriber, men det holder de færreste chefer sig tilbage med at frabede sig på afdelingerne.