Skip to main content

Referenceprogram om hysterektomi i Danmark

Overlæge Kjeld Leisgård Rasmussen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Herning Centralsygehus. E-mail: kjeldlr@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Referenceprogrammer udarbejdet af en gruppe fagfolk har stor og berettiget tyngde med hensyn til valg af eksempelvis udredningsprogrammer og operationsmetoder, således også Referenceprogram for hysterektomi på benign indikation [1]. Knudsen et al resumerer dele af dette referenceprogram i en statusartikel i Ugeskriftet, hvor fokus er på vaginal hysterektomi ved ikkedescenderet uterus [2].

I sådanne referenceprogrammer kan der naturligvis være punkter, som kan fortolkes forskelligt, men netop på grund af den betydning, programmet har for opfattelsen af en guldstandard, er det umådeligt vigtigt, at man i hvert fald ikke bringer direkte fejlagtige påstande til torvs. På et enkelt punkt gør forfatterne sig skyldige i netop dette. Man skriver uden nuancering følgende: »Ved store uteri over 300 g er abdominal hysterektomi bedste valg« [2]. For det første er der ikke nogen dokumentation for en skarp vægtgrænse, hvor man bør foretrække en hysterektomimetode frem for en anden. For det andet viser praktisk taget alle undersøgelser, som beskæftiger sig med denne problemstilling, netop det modsatte: man kan uden stigning i risikoen for alvorlige komplikationer fjerne endog meget store uteri vaginalt, hvis forholdene i øvrigt er optimale [3-5]. For det tredje tyder alt på, at operatør-erfaring, vaginas rummelighed og uterus' mobilitet er kardinalpunkterne, når man bestemmer sig for, hvorledes uterus skal fjernes, og først underordnet hertil tages hensyn til uterusstørrelse, i hvert fald inden for den uvidenskabelige grænse, der hedder sund fornuft.

Referenceprogrammet og Knudsen et als artikel angiver således en direkte forkert guldstandard med hensyn til vaginal hysterektomi på ikkedescenderet uterus. En del af forklaringen ligger givet i, at gynækologerne med størst erfaring i indgrebet ikke var repræsenteret i arbejdsgruppen, men det er et uløseligt problem post festum. Forfattergruppen bør dog ikke fremture i de fejl, der er begået, og som skæmmer det i øvrigt udmærkede stykke arbejde, der er præsteret. I stedet bør man benytte chancen til netop at korrigere fejlen, når man publicerer en statusartikel ud fra Referenceprogrammet.

SVAR:


Referencer

  1. Referenceprogram for hysterektomi på benign indikation. Sekretariatet for referenceprogrammer, 2003.
  2. Knudsen UB, Glavind-Kristensen M, Jørgensen HS et al. Referenceprogram om hysterektomi i Danmark. Ugeskr Læger 2004;166:1213-5.
  3. Magos A, Bournas N, Sinha R et al. Vaginal hysterectomy for the large uterus. Br J Obstet Gynaecol 1996;103:246-51.
  4. Unger JB. Vaginal hysterectomy for the woman with a moderately enlarged uterus weighing 200 to 700 grams. Am J Obstet Gynecol 1999;180:1337-44.
  5. Doucette RC, Sharp HT, Alder SC. Challenging generally accepted contraindications to vaginal hysterectomy. Am J Obstet Gynecol 2001;184:1386-9.