Refleksionsovervejelser

Jeg er kvinde og adskiller mig allerede derved fra nu afdøde Divus Madsen, Ivar Gjørups hovedperson i "Egoland". Divus er endvidere exam.gud., mens jeg er læge …

Her vil den vittige læser påpege, at forskellen på Gud og læger netop er, at Gud godt ved, at han ikke er læge, mens det omvendte ikke gør sig gældende. Heldigvis, kære læser, er du med al sandsynlighed også læge! Men tilbage til mit egentlige ærinde: Divus brokkede sig undertiden over den tiltagende forfladigelse og forvrængning af det danske sprog, og jeg vil tage handsken op.

Det startede egentlig i det små og relativt uskyldige, når patienter skulle have optaget et ekg, og en eller anden over for patienten kaldte det et ”hjertekardiogram”. ”Kardio” betyder som bekendt hjerte, og patienten fik dermed foretaget en dobbelthjerteoptagelse, hvad det så end indebærer.

Heldigvis var det rent talesprog. Jeg har aldrig set nogen på skrift beskrive for eksempel, at ”patientens hjertekardiogram viser atrieflimren”.

Værre blev det, da man i det danske sundhedsvæsen blev klar over, at patienter og deres pårørende undertiden var utilfredse med den givne behandling, og derfor besluttede, at de skulle have mulighed for at tale med repræsentanter for den pågældende afdeling på et såkaldt ”dialogmøde”. Altså, dialog er altid godt, og et møde indebar åbenbart ikke i sig selv en tilstrækkelig mulighed for en dialog, så derfor blev der udsendt officielle skrivelser om, at dialogmødet var vejen til at undgå klager.

Som jeg ser det, er problemet, at med indførelsen af ”dialogmødet” har man undsagt al anden dialog- eller mødeaktivitet som underlødig. Kun ved dialogmødet foregår der en ægte, tovejskommunikation, hvor sundhedsvæsenet er lydhørt over for patientens og de pårørendes budskaber og ønsker – og omvendt.

Det stopper ikke her. Min egen region har besluttet, både at forbruget af antibiotika skal reduceres, og at fordelingen mellem de forskellige præparatgrupper skal ændres. De tilsigtede reduktioner og ændringer er nu gjort til – ikke blot mål, ikke blot ambitioner, men ligefrem – ”ambitionsmål”. Men hvorfor dog? Et mål er da en dejlig konkret ambition. Hvis man på den anden side gerne vil signalere det uopnåelige mål, til hvilket man agter at nærme sig asymptotisk, kunne man kalde det en ”vision”. Men det er måske også så højttravende.

Senest har Lægeforeningen udsendt en kursusinvitation, hvoraf det fremgår, at mange patienter har bekymringstanker i relation til deres sygdom. Hvorfor ikke blot skrive, at de har bekymringer? Jeg tror først, at jeg for alvor ville blive bekymret, hvis man antog, at der slet ikke var nogen tankeaktivitet forbundet med bekymringen.

At titlen for kurset så er ”Anvendt mindfulness i læge-patient-relationen” er noget helt andet. Dette indlæg skulle udelukkende handle om mine refleksionsovervejelser i forhold til anvendelsen af dobbeltpleonasmer.