Reform af speciallæge-uddannelsen

Hvordan vil det gå med en reform af speciallægeuddannelsen? Efter ordlyden i kommentaren fra formanden for lægeforeningens udvalg for uddannelse og formanden for yngre læger [1] til min kronik i Ugeskriftet [2] svæver spørgsmålet i luften.

Havde de to formænd blot vist interesse for, at der blev sat en lup på arbejds- og uddannelsesforholdene, hvor de direkte involverede yngre læger og erfarne læger kunne fremkomme med deres betragtninger og ønsker i et samarbejde med arbejdsmedicinerne. De skulle inddrages i, hvordan en rutine blev sikret, således at fejlmarginen blev minimeret og arbejdstilfredsheden tilsvarende øget. De tilbagevendende »hjertesuk«, der er at læse i Ugeskriftet og i Dagens Medicin fra engagerede læger, der beklager de stramme arbejdstidsregler, har indtil nu været forgæves.

Kommentaren kan læses som et langt forsvar for overenskomsten med de 37 timers arbejdsuge, ganske vist med mulighed for overskridelse, men mest i forbindelse med arbejdsmæssige belastninger. At lægernes arbejdstid er langt højere i England og Tyskland er næppe i sig selv positivt, men man kan stille spørgsmålet, om det ikke gør en væsentlig forskel, at der langt hyppigere er en erfaren læge til stede samtidig med den uddannelsessøgende læge, således at man ikke som i Danmark kan have en »undskyldning« for, at det halter med supervisionen.

I kommentaren fremføres det, at der netop i Danmark er forudsætninger for at skabe en rigtigere balance mellem arbejde og familieliv, men gælder det for alle læger? Også dem, der vil satse mere på karrieren, og dem der, bliver stresset af deres manglende rutine? Hvordan kan man tale om at familiebalancen beror på det såkaldte fleksible system, når det gælder om at efterleve regler efter et princip om »lige forhold for alle«.

I kommentaren tegnes et billede af, at det først og fremmest drejer sig om at have de rigtige målsætninger, hvor ingen kan være uenige. Men enighed om, hvordan målene nås, kan næppe udformes ved nok så mange debatter, dertil designede undersøgelser, møder og afstemninger. Man må ud på sygehusene og se på, hvordan det fungerer i lægernes hverdag, der hvor de står med alle problemerne.

Forsvaret for overenskomstens arbejdstidsregler ser jeg som en bremse for videreudvikling, men i kommentaren vises der flere steder en vis åbenhed for, at man slækker på bremsen og samtidig styrer, og i den forbindelse vil jeg insistere på, at der nu iværksættes en uhildet undersøgelse af arbejdskravene og af, hvad der skal til for, at den enkelte læge hurtigt opnår en god rutine, alt efter det speciale, den yngre læge har valgt. Det må være i alles interesse, både de yngre lægers og patienternes.