Skip to main content

Registrering: hvor langt skal vi gå?

Overlæge Erik B. Obel, Hørsholm. E-mail: ebobel@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

»Der var engang«, da sygehusledelser, direktorater etc. løste de opgaver, som afdelingerne efterspurgte. Den tid er forbi! Nu føler mange afdelingers patientnære personale - læger og sygeplejersker - sig i stigende grad sig som »indrapportorer« af oplysninger, der ikke har betydning for den konkrete pa-tientbehandling, men som udelukkende har betydning for de administrative myndigheder, når de skal belyse sundhedsvæsenets aktivitet, produktivitet og kvalitet.

Er det rimeligt at bruge så mange af det patientnære personales ressourcer på den slags aktiviteter? Kan sådanne oplysninger indsamles på anden måde?

De læger og de sygeplejersker, der arbejder helt tæt på patienterne med at stille diagnoser, behandle og pleje, føler sig i stigende grad belastet med registreringsopgaver. Opgaver, der stjæler tid fra den direkte patientkontakt.

Som besøgende eller indlagt patient opleves det let, som om læger og sygeplejersker sidder alt for meget inde på kontoret foran computeren i stedet for at stå ved sygesengen. En meget stor del af dette computerarbejde drejer sig om indrapportering af oplysninger til »væsenets behov for statistikker«.

Typisk er det arbejde, der i og for sig er vel begrundet; men - er det den slags arbejde det patientnære sundhedspersonale skal bruge tid på i en tid, hvor der er stigende mangel på læger og sygeplejersker?

Der skal registreres: Journalmateriale i bredeste forstand i form af undersøgelser og behandlinger herunder indikationer, overvejelser og beslutninger, patientinformationer: Hvad er sagt og hvad har patienten accepteret? Oplysninger der bl.a. er nødvendige af hensyn til patienternes og lægernes retsstilling, DRG-diagnoser - udviklet primært af hensyn til økonomi og ressourcestyring, informationer til det Nationale Indikator Projekt, Det Danske Kvalitetssikringsprojekt og nu registrering af utilsigtede hændelser.

Alt sammen rimeligt og fornuftigt udtænkt. Alt sammen introduceret som en lille ting, der bare lige skal indarbejdes i de daglige rutiner. Men sammenlagt stjæler de en masse tid fra sygesengen og fører derved til, at patienterne oplever, at vi ikke har tid til dem!

Er det rimeligt og fornuftigt, at det patientnære personale i så stor udstrækning fødes med opgaver fra det administrative apparat og ikke omvendt? Er det fornuftigt, at en stigende andel af det patientnære personale bruger en stadig stigende mængde af deres arbejdstid på opgaver, der ikke har direkte relation til behandlingen af den enkelte patient, men foretages for at dokumentere og føde systemet med forskellige oplysninger af statistisk karakter? Arbejde, der udføres for at styre ressourceforbrug, for at forebygge evt. juridiske problemer i relation til patientbehandlingen eller for på sigt at forbedre behandling og patientsikkerhed.

Kan det gøres på anden måde?

Jeg finder, at disse spørgsmål må »op på bordet«. Vi bør i debat om, hvordan og hvor mange registreringer, der skal foregå og - det er budskabet - i debat om, i hvilken udstrækning de mange timer til dette arbejde skal tages fra den direkte patientbehandling? Vi bør debattere, om denne viden ikke lige så godt kan skaffes på anden måde f.eks. ved hjælp af stikprøver.