Skip to main content

Rehabilitering af patienter behandlet med implanterbar defibrillator

1. reservelæge Niels Henrik Hjøllund, Herning Centralsygehus. E-mail: hhjol@akh.aaa.dk

1. nov. 2005
2 min.

Behandling med implanterbar cardioverter defibrillator (ICD) vinder i stigende grad indpas som behandlingstilbud af potentielt alvorlige ventrikulære arytmier, især hos patienter som har overlevet et hjertestop. Roseva-Nielsen et al giver en klar fremstilling af status på området, herunder den forbedrede overlevelse sammenlignet med medikamentel antiarytmisk behandling [1].

Patienter behandlet med ICD har været genstand for forskning i andre udfald end overlevelse, og flere studier beskriver sideeffekter som angst, depression, reduceret livskvalitet og risiko for udstødelse af arbejdsmarkedet. DC-stød mærkes tydeligt af patienten og antal udløste stød estimeres korrekt af 55% ICD-implanterede inden for en 10%-margin [2]. Angst, depressive symptomer og fravalg af nye aktiviteter er fundet signifikant korreleret til antal udløste DC-stød [3, 4].

I et randomiseret studie af 490 bypassopererede fandtes seks måneder senere en lavere livskvalitet målt med SF-36 blandt ICD-implanterede sammenholdt med ikkeimplanterede kontroller [5]. Normalt bidrager de somatiske symptomer såvel som patientens psykologiske reaktion til den sygdomsrelaterede livskvalitet, men efter ICD-implantation synes de psykologiske årsagsmekanismer at være vigtige for en stor andel behandlede.

Stressrelaterede bivirkninger kan næppe kontraindicere iværksættelse af en behandling med dokumenteret livreddende effekt, men hvordan hjælpes patienterne? Der er inden for cancerområder sandsynliggjort en positiv effekt af en åben kommunikation med patienten om forventelige sideeffekter, og også strategier til at støtte patienten til adaptering af ICD er formuleret, om end effekten næppe er undersøgt tilstrækkeligt. (Yderligere referencer kan indhentes fra undertegnede).

Roseva-Nielsen et al berører imidlertid ikke problemstillingen. Den danske klaringsrapport på området nævner kort problemstillingen, men giver i øvrigt ingen anvisninger [6]. Specielt indgår forventelige psykologiske reaktioner ikke i den i øvrigt detaljerede anbefalede patientinformation. Er det mon hensigtsmæssigt at lægesiden kun koncentrerer sig om biomekanikken og overlader det bløde til sygeplejerskerne, eller kan man med fordel betragte begge dele som en integreret opgave?


Referencer

  1. Roseva-Nielsen NG, Svendsen JH. Behandling med pacemaker og implanterbar defibrillator. Ugeskr Læger 2003;165:2556-60.
  2. Ahmad M, Bloomstein L, Roelke M et al. Patients' attitudes toward implanted defibrillator shocks. Pacing Clin Electrophysiol 2000;23:934-8.
  3. Heller SS, Ormont MA, Lidagoster L et al. Psychosocial outcome after ICD implantation: a current perspective. Pacing Clin Electrophysiol 1998;21: 1207-15.
  4. Dunbar SB, Kimble LP, Jenkins LS et al. Association of mood disturbance and arrhythmia events in patients after cardioverter defibrillator implantation. Depress Anxiety 1999;9:163-8.
  5. Namerow PB, Firth BR, Heywood GM et al. Quality-of-life six months after CABG surgery in patients randomized to ICD versus no ICD therapy: findings from the CABG Patch Trial. Pacing Clin Electrophysiol 1999;22:1305-13.
  6. Møller M, Asklund M, Egstrup K et al. (Dansk Cardiologisk Selskab). Behandling med pacemaker og implanterbar defibrillator. Ugeskr Læger 1999;161 (suppl 3).