Skip to main content

Rehabilitering: Hvor blev den af - den er ikke skabt endnu!

Samfundsmediciner Richard Evan Steele, Ortopædkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Randers og Grenå. E-mail: steele@dadlnet.dk

12. mar. 2010
3 min

I Ugeskriftet (2009;171:3390) fremkom Morten Freil med nogle gode bud på, hvor rehabiliteringen blev af. Regeringen har skabt nogle gode intentioner med lovgivning, men det har ikke været fulgt op af midler, der kan finansiere tiltagene. I loven om aktiv socialpolitik står det klart, at kommunerne skal yde alt, hvad der kan gøres for at bringe den sygemeldte tilbage til arbejdet. I forhold til de værst ramte er dette det rene nonsens, for kommunerne har slet ikke råd. Det er oplagt at overføre ansvaret for rehabilitering til kommunerne, idet de har det fulde ansvar for næsten alle de andre områder, der grænser op til rehabiliteringen for borgere i den arbejdsføre alder, navnlig jobcentre, behandling af sygedagpengesager, kontanthjælpssager, arbejdsfastholdelse og førtidspensionering. Kommunerne har endvidere ansvar for alle de områder, der grænser op til sygehusenes ansvar for de folke- og førtidspensionerede, navnlig hjemmeplejen, træningscentre, plejehjem og genoptræningsinstitutioner (aflastningsplads). Enhver, der følger dette område, ved, at midlerne ikke rækker tilnærmelsesvis.

Rehabiliteringen er fortabt i manglende finansiering baseret i klassisk kassetænkning, manglende fantasi og faglig utilstrækkelighed. Mange gode rapporter har beskrevet den kassetænkning og de faldgruber, det fører til, således at de mennesker, der trænger til en tværfaglig indsats, »falder mellem stolene«. Problemerne i denne sammenhæng er mange og forskelligartede, men et af de værste er manglende politisk vilje til at se kendsgerningerne i øjnene og gå tværsektorielt til værks, når dette er påkrævet. Der er ingen mangel på modstand mod en sådan tværfaglighed. Den er stærk og sejlivet; det er det evidensbaserede buldertog, der farer ned ad skinnerne med større og større fart.

Det går så vidt, at patienter, der er helt umulige at sammenligne, f.eks. traumatiserede flygtninge, sættes i bås i standardiserede behandlinger, der i bedste fald kan gøre mindre skade end gavn. Det, der er tiltrængt, er opstilling af midler, der gør det muligt at eksperimentere med behandlinger, der søger nye veje, men som virker. Et sådant forslag har jeg stillet for Folketinget under dæknavnet BASU, forkortelse for Behandling af Svær Uarbejdsdygtighed. Der stilles konkret forslag om 250.000.000 kr. om året til behandlinger, der kan bringe socialt udsatte tilbage til eller frem til arbejdsmarkedet. Der opstilles konkrete og kontante mål for, hvem der kan komme i betragtning til disse midler og målet, tilbage til arbejde, foreslås som hoved-outcome-variable. En hård og utilgivende outcome, men midlerne til at nå dertil er mindre klare og kun løseligt beskrivbare. En brugbar behandlingsmodalitet er beskrevet [1], andre kan man forestille sig. Det handler om at komme i gang.

INTERESSEKONFLIKTER: Richard Evan Steele er ejer og leder af Klinikken Livet, som bl.a. tilbyder behandling til svært uarbejdsdygtige.

Referencer

  1. Steele RE, de Leeuw E, Carpenter DW. A novel and effective treatment modality for medically unexplained symptoms. JPM 2009;1:201-12.