Religion er en privatsag

I forlængelse af debatten om læger med tørklæde vil jeg gerne uddybe min holdning, idet mit tidligere indlæg ikke er læst og forstået rigtigt.

Min far er iraner. Min mor var dansker. Min familie slog sig endeligt ned i Danmark i 1965. Jeg føler mig som dansker og er lykkelig for at have levet mit liv i tryghed og frihed. Trods min mørke lød og mit fremmedartede navn har jeg aldrig mødt nogen modvilje imod mig pga. min afstamning.

Det er faldet nogle for brystet, at jeg skrev, at min far væmmes ved synet af tørklædeklædte kvinder i Danmark. Jeg har ladet mig fortælle, at han bestemt ikke er den eneste iraner, der har det på den måde. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at acceptere, at et tørklæde ikke bare er et uskyldigt, religiøst symbol. Man bør have forståelse for, at bag stærke følelser er der ofte ubehagelige oplevelser og også tit personlige tragedier. Ligesom man bør respektere religiøse menneskers følelser, så bør man også respektere, at andre kan have haft traumatiske oplevelser forbundet med religion. Og der er i Islams navn begået mange forbrydelser (såvel som i Kristendommens for den sags skyld). Man må også respektere, hvis en tidligere kz-fange har negative associationer ved at høre det tyske sprog, selvom de færreste nulevende tyskere kan have været ansvarlige for det, som skete i de tyske koncentrationslejre, og selvom Tyskland er kendt for sin rige kultur.

Da jeg var studerende, betroede en paranoidt psykotisk patient mig engang, at hun var blevet syg pga. det strenge indremissionske miljø, som hun var vokset op i. Engang var hun blevet tvangsindlagt direkte fra en kirke. Hvis man havde fundet det nødvendigt at henstille til plejepersonalet og lægerne på den afdeling, hvor hun var indlagt, om ikke at gå med et kors om halsen, er jeg sikker på, at ingen ville have taget anstød af det eller blive fornærmede på vegne af Dansk Indremission, Den Danske Folkekirke eller Kristendommen i det hele taget. Og det er vel først og fremmest patienterne, gammeldanske som nydanske, der skal tages hensyn til. Det er dem, der er syge. De kan have sløret sensorium eller af andre årsager ikke være i stand til at tænke og opføre sig ra-tionelt. Det er ikke lægen med tørklædets religiøse selvforståelse, man først og fremmest skal tage hensyn til. Lægen er ikke syg. Lægen får penge for sit arbejde. Lægen har på skatteborgernes regning fået en lang akademisk uddannelse og forventes at kunne forholde sig rationelt og vise forståelse og omsorg.

De muslimske lægers indlæg om læger med tørklæde har været meget præget af deres ungdoms iver. De vil gerne være »banebrydere«. Danske patienter skal lære, hvordan en muslim ser ud, og vænne sig til, at Danmark er ved at blive et multietnisk samfund. Når man bliver ældre, fokuserer man på de enkelte individer og accepterer dem, som de er. Det er ikke rimeligt at opdrage på syge mennesker.

For mig at se er det overhovedet ikke noget problem at være læge og muslim i Danmark. Der er ikke nogen, som ikke respekterer muslimer som mennesker og som fagpersoner inden for det danske sundhedssystem. En unødig barriere kan faktisk kun være tørklædet. Der er en uskreven dress-kodeks, der kræver, at man ikke skilter med sin religion. At bære tørklæde er udtryk for manglende respekt for de danske traditioner eller i hvert fald manglende situationsfornemmelse på lige fod med, hvis man gik ind i Peterskirken med bare skuldre.

Derfor råder jeg kvindelige muslimske læger til ikke at bære tørklæde. Jeg kan ikke overbevise islamisterne, men jeg håber, at jeg kan overbevise andre unge kvinder. Tørklædet danner barrierer og ikke broer. En debattør fremhævede Canada som et velfungerende multietnisk samfund. Jeg har også familie i Canada. De siger som jeg, at et multietnisk samfund fungerer bedst, hvis alle er enige om, at religion er en privatsag.