REPLIK Frederik Liljefred: Region Hovedstadens overdrevne magtanvendelse

Det er trist at være vidne til Region Hovedstadens unødige og overdrevne magtanvendelse. Det er så trist og bekymrende at være offentligt ansat og ikke turde udtale sig fagligt kritisk om regionens politiske beslutninger uden at skulle frygte, at man bliver indkaldt til en tjenstlig samtale - eller "kammeratlig samtale" om man vil. Har vi som offentligt ansatte ikke en ret til at råbe op når fagligheden er truet? Af hensyn til patienterne. Skal vi ikke turde det?

Jeg mener at systemet fejler, når det ikke tillader sine fagpersoner offentligt at være bekymret over de politiske beslutninger der træffes langt højere oppe i systemet. Langt fra mig, manden på gulvet, når det samtidig er mig der står over for de patienter der bliver ramt af de politiske beslutninger.

Tjenstlig samtale, to timers varsel

Jeg driver en uskyldig, men dog kritisk hjemmeside, om 1813 på domænenavnet 18-13.dk. Det får Region Hovedstadens embedsværk nys om. I stedet for en venlig forespørgsel fra en kommunikationsmedarbejder vælger regionen at gøre brug af den "store klinge" - voldsomt skal det være - voldsomt opleves det i hvert fald på undertegnede.

Via kammeradvokaten kontakter Region Hovedstaden undertegnede, samtidig med at der udarbejdes en officiel pressemeddelelse. Desuden bliver jeg kontaktet af personalechefen for det sygehus, hvor jeg er ansat. De vil gerne indkalde mig med 2 timers varsel til en tjenstlig samtale. For som de mener; "min hjemmeside er vildledende og kommer med fejlagtige oplysninger" og som personalechefen siger i telefonen "bare det at jeg kæmper imod...."

Særligt det sidste opleves som en grov tilsidesættelse af min ret til at gøre opmærksom på at fagligheden er truet og derved patienternes sundhed og sikkerhed.

Rimeligt pres?

Er det et rimeligt pres at lægge på en medarbejder der var og er bekymret for fagligheden af akuttelefonen 1813? Det primære formål synes at være at forsøge at lukke munden på mig ved at virke skræmmende i sin fremfærd, den sekundære at skræmme andre fra at gøre det samme. Ved truslen om truslen. Den usagte magt.

Mange kollegaer kender min historie og de orker ikke at skulle gennem sammen tur og det kan jeg godt forstå. For selvfølgelig er det ikke sjovt. Hvad er det næste? Hvilken magtanvendelse er den næste regionen vil benytte? Det gør mig trist, at på trods af at vi lever i et demokratisk civiliseret land og ikke i en banan-republik, skal man alligevel frygte at udtale sig.

Er den kritik vi læger kommer med virkelig så farlig? Gavner den ikke netop systemet? Det skulle jeg mene. Med al respekt, forestiller jeg mig at 1813 kun bliver bedre, i det tempo der arbejdes i, fordi vi er nogle der tør tage bladet fra munden og udtale vores bekymring. Det er jo styrken ved kritik. Det fastholder magthaverne i deres udtalelser, men det fastholder dem også i at opretholde de succesmål de selv har opstillet og offentliggjort. Det hedder demokrati.

Fagligheden truet

Regionen er velkommen til at være uenig i mine faglige vurderinger, men jeg forventer at de respekterer min ret til at udtale mig kritisk og når de er uenige, at de ikke gør brug af et embedsværk der virker skræmmende på modtageren og derved unødigt truende.

Desuden må jeg gøre opmærksom på at som læge og medlem af lægeforeningen påskriver de etiske vedtægter §12 følgende: ”En læge, der bliver opmærksom på forhold, som lægen opfatter som sundhedsfagligt uforsvarlige, bør tilkendegive sin mening herom ved underretning af tilsynsmyndigheden samt ved deltagelse i den offentlige debat.”

Når jeg indledningsvis spørger: Har vi som offentligt ansatte ikke en ret til at råbe op når fagligheden er truet? Så må jeg understrege at det ikke bare er min ret at udtale mig kritisk om 1813 - det er også min pligt. Det er også jeres pligt, kære kollegaer.