REPLIK Jens Kruse: Psykiatri fremover

Ugeskriftet har nylig omtalt Regeringens Psykiatri-rapport [1, 2]. Til omtalen var der indhentet udtalelser fra faglige organisationer i det psykiatriske felt, fra toneangivende psykiatere o.a. Især to forhold fremhæves: Forskning skal fremmes og udformningen af kliniske retningslinjer ønskes fremskyndet.

Der er afgjort bred tilslutning til at fremme forskning, men hvilken forskning?

Forskning i psykofarmakologisk behandling har kvantitativt længe været dominerende - af mange grunde og på trods af at der eksisterer flere ikke-farmakologiske emneområder, som der for så vidt er enighed om burde undersøges nærmere. Men det er kun sket i stærkt begrænset omfang. Regeringens psykiatrirapport og andre tilsvarende tværfagligt og særdeles grundigt gennemarbejdede officielle rapporter f.eks. den Nationale ADHD-handleplan [3] er imidlertid med til at ændre forholdene ved at lægge op til et mere helhedsorienteret syn på psykiatri, på begreberne psykisk sygdom, at være psykisk syg – at være i psykiske vanskeligheder. Definitioner og klassifikationer af psykiske sygdomme har toneangivende psykiatere stort set været ene om at bestemme og fastsætte, selvom andre, også inden for egne rækker, har haft andre teoretiskvidenskabeligt underbyggede opfattelser af, og ikke mindst, forslag til ikke-farmakologiske behandlinger af. Holdningen blandt toneangivende psykiatere har længe været, at behandlingen inden for deres område primært var psykofarmakologisk, og at andre tiltag især sociale så kunne understøtte den psykofarmakologiske behandling. Der er nu, fra officielt hold (jf. f.eks. de omtalte rapporter) en tendens til i stigende grad at vende om på rækkefølgen og f.eks. anbefale forskning mv. – i sociale tiltag, forstået bredt som sociale, pædagogiske og psykologiske tiltag. Og disse tiltag kan så suppleres med andre tiltag efter ønske og behov som f.eks. de velkendte psykofarmakologiske tiltag eller især andre ikke-farmakologiske tiltag f.eks. kostændringer, motion mv. Dvs. at svaret på, hvilken forskning der bør fremmes - som jeg ser det - er, at der bør etableres videnskabelige forsøg i stor skala vedrørende virkningen af ikke-farmakologiske tiltag, gerne i kombination og evt. over for psykofarmakologisk behandling – med eller uden de samme ikke-farmakologiske tiltag. Og så er der i øvrigt også behov for forskning ud fra andre syn på mennesker i psykiske vanskeligheder, end toneangivende psykiateres biomedicinske synsvinkel, jf. f.eks. [4].

Kliniske retningslinjer

Toneangivende psykiatere ønsker at udformningen af kliniske retningslinjer fremskyndes. Hvis dette arbejde hastes igennem, vil det formentlig, ud fra ønsket om dokumentation, blive med vægt på den psykofarmakologiske behandling – ganske enkelt fordi det er den behandling, der kvantitativt indtil videre er forsket mest i. Man kunne også vælge at fremskynde de ovenfor omtalte forsøg med ikke-farmakologiske behandlingstiltag og udsætte udformningen af retningslinjerne, indtil resultaterne forelå. Eller sådanne forsøg kunne efter forholdene indgå i retningslinjerne, såedes at personer, der søgte/blev henvist til behandling, kunne vælge mellem en behandlingsform, der primært var psykofarmakologisk, og en forsøgsbehandling med primært sociale, pædagogiske og psykologiske tiltag som tidligere beskrevet.

Under alle omstændigheder bør udformningen af sådanne retningslinjer forestås af en bredt sammensat redaktionsgruppe.

Til støtte for (bl.a.) at man med god grund ikke skulle haste udformningen af kliniske retningslinjer igennem (jf. ovenfor), foreligger nu den nok bedst dokumenterede og klarest formulerede kritik af psykofarmakologisk forskning (o.a.), der er skrevet på dansk, Peter Gøtzsches bog: Dødelig medicin og organiseret kriminalitet. Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsnet - afsnit 17, 18 og 22. Nylig anmeldt i Ugeskriftet [5].