REPLIK Lægen og de pårørende – styrket samarbejde måske på vej?

Selv om praktiserende læger behandler mere end 90 pct. af alle psykiske sygdomme [1], er det uvist, hvor ofte pårørende er inddraget. Med Sundhedsstyrelsens nye koncept for systematisk pårørendeinddragelse, kan det måske være en lavthængende frugt for selv almen praksis at plukke.

Trods upræcise opgørelser over omfanget af det psykiatriske arbejde i almen praksis giver undersøgelser anledning til at skønne, at mindst 500.000 danskere årligt henvender sig med psykiske problemer af ikkepsykotisk karakter [1]. I tidligere undersøgelser er det anslået, at psykiske forhold har betydning for 10-30 pct. af henvendelserne til almen praksis, mens en undersøgelse fra Region Midtjylland viste, at psykiske årsager medvirkede til kontakten til almen praksis i 43 pct. af henvendelserne [1]. Ligeledes viser det sig, at over halvdelen af patienterne i voksenpsykiatrien (54 pct.), og 38 pct. af patienterne i børne- og ungdomspsykiatrien afsluttes til videre behandling i almen praksis. Og så er de praktiserende læger den gruppe, der oftest henviser til den regionale psykiatri (44 pct.), sammenlignet med speciallæger, sygehuse mv. [2]. Almen praksis er med andre ord en værdifuld og initierende brik i det psykiatriske puslespil.

Anvend uudnyttede resurser

Men set i lyset af stigende efterspørgsel på forebyggelse, opsporing, behandling, støtte og rådgivning samt en stigende erkendelse af, at sammenhæng og samtidighed er nødvendig, hvis den samlede indsats for mennesker med psykiske sygdom skal have kvalitet og effekt, kan der være en grundlæggende fornuft i at anvende uudnyttede resurser [3]. Resurser som ikke mindst er at finde i patientens netværk. For typisk kender lægen de pårørende og de problemstillinger, som psykisk sygdom kan medføre [1, 4]. »Almen praksis har ofte kendskab til hele patientens sygdomsforløb, og i mange tilfælde vil almen praksis være fælles for hele familien. Almen praksis får derved en naturlig kontakt til pårørende i familien og har dermed også en mulighed for dels at inddrage de pårørende i patientens sygdomsforløb, og dels vurdere, om de pårørende har brug for særlig hjælp og støtte i forbindelse med en patients sygdom og til at håndtere opgaverne som pårørende (…)« [4]. De pårørende er således ofte primære vidensbærere, støtte- og omsorgspersoner og tovholdere i ét, der kan bidrage til en bedre behandling for den enkelte patient [4]. Ganske vist forekommer det, at pårørende er involveret. Men kan involveringen kvalificeres og skabe synergieffekt? Er der f.eks. tilstrækkelig fokus på forældre, børn og søskende som pårørende? Er lægens kontakt til pårørende kontinuerlig og opsøgende? Og kan lægen f.eks. sikre nødvendige overgange, information og værktøjer for den syge og de pårørende? I det nye koncept for pårørendeinddragelse er der for alvor lagt op til et systematisk og forpligtende samarbejde internt i egen sektor og tværsektorielt for at sikre en helhedsorienteret og koordineret indsats [5].

Otte gode anbefalinger

Overordet set indebærer konceptet følgende: 1) Sæt tidligt ind med kontakt, kortlægning og dialog. 2) Målret indsatsen til pårørende. 3) Vær opmærksom på børn og unge. 4) Koordiner og samarbejd tværfagligt og -sektorielt. 5) Samarbejd med bruger- og pårørendeorganisationer og andre aktører. 6) Fokus på kompetenceudvikling. 7) Følg op på indsatsen. 8) Benyt ledelse som drivkraft [5]. Med de otte anbefalinger samt evidens- og erfaringsbaseret materiale fra forskning, praksiseksempler mv. er der skabt grobund for et overordnet organisatorisk niveau og et konkret praksis niveau, når det skal udmøntes på det enkelte botilbud, på hospitalsafsnit og ikke mindst i almen praksis m.m. [5]. For pårørende er vigtige samarbejdspartnere, der kan give uvurderlig hjælp, og som på grund af deres særlige tilknytning har et stort engagement i forhold til borgeren [3]. Det er både behandlingsmæssigt og samfundsøkonomisk solidt dokumenteret [3]. Men for at kunne indløse gevinsterne forudsætter det, at de pårørende inddrages på en hensigtsmæssig og tilfredsstillende måde. Konceptets anbefalinger er et udemærket fundament – for selv almen praksis – at bygge på.