Hvorfor bruger toppsykiatere og journalister ikke i stedet for deres tid på at finde ud af, hvorfor så mange synes, at Gøtzsches kronik i Politiken var betydningsfuld?
Faktaboks
Gøtzches psykiatrikritiske kronik i Politiken i januar medførte en voldsom debat, der centreredes om personlige angreb på Gøtzsches facon og faglighed. Især blev hans udsagn om, at befolkningen ville være bedre stillet helt uden psykofarmaka, ikke på grund af præparaterne selv, men på grund af forvaltningen af dem, fejlfortolket. Gøtzsche stillede efterfølgende op til debatter med førende sundhedspersoner og psykiatere. Flere gange sås en gensidig tilnærmelse af synspunkter. Samtidig planlagde fire centralt placerede psykiatere at henvende sig til Cochrane, hvilket skete i et brev af 5. marts. Psykiaterne videregav deres brev og svaret fra Cochranes ledelse af 20. marts til pressen. Den 25. marts skrev Altinget, Dagens Medicin, Ugeskrift for Læger og Politiken artikler om korrespondancen.
I psykiaternes henvendelse til Cochrane fremførte de, at Gøtzsche havde udtalt alvorlig kritik af alle læger, der udskriver psykofarmaka. De fremførte på ny, at Gøtzsche havde udtalt, at danskerne ville være bedre stillet helt uden disse præparater uden samtidig at oplyse om den efterfølgende nuancering af dette udsagn. Psykiaterne oplyste, at mange centrale instanser har udtalt kritik af Gøtzsche, både i tidligere og den aktuelle debat. Afsluttende forklejnedes Gøtzsches udsagn i kronikken som »irrelevante, ukorrekte eller fejlvisende«, uden at der i øvrigt blev gået i detaljer.
Cochranes ledelse svarede, at man så med alvor på og tog afstand fra Gøtzsches udtalelser om psykofarmaka, som de kom til udtryk i kronikken og i hans nyligt udgivne bog om medicinalindustriens indflydelse på sundhedsvæsenet. Det fremgår, at denne episode har fremhævet (ikke skabt) behovet for at klargøre sammenslutningens retningslinjer for publikationer og offentlighed. Endelig fremgår det, at Cochrane vil opfodre Gøtzsche til at dele alle endnu ikke publicerede data med kolleger i sammenslutningen til brug for kommende objektive og systematiske videnskabelige artikler.
Pressen gik nu i gang med deres fortolkninger. Altinget: »Gøtzsches organisation tager afstand fra hans psykiatriudtalelser«. Nogenlunde korrekt. Ugeskrift for læger: »Cochrane lægger afstand til Gøtzsche«. Her forsvandt »psykiatriudtalelser«. Politiken: »Omstridt professor bliver lagt på is efter angreb på medicin«. Afstand blev til »lagt på is«. Dagens Medicin: »Internationalt Cochrane-netværk undsiger Peter Gøtzsche«. Afstand voksede til »undsigelse«. Kan det blive stærkere?
Brevet fra Cochrane omhandler kun Gøtzsches udsagn om psykofarmaka i hans kronik og bog. Det bliver i pressen til, at Cochrane tager afstand fra Gøtzsches udsagn om medicinalindustrien, i Dagens Medicin endda som hovedbudskabet. Af Altinget og Dagens Medicin fremgår også, at Cochrane nu ændrer deres mediepolitik på grund af Gøtzsches udtalelser. Det er en klar overfortolkning af, hvad der faktisk står. Det går helt galt for Politiken, der skriver, at Gøtzsche fremover skal lade Cochranekolleger læse sit materiale, inden det bliver publiceret.
Det er nemt at forstå psykiaternes benspænd for Gøtzsche. Han har udtalt kritik af deres virksomhed, og den vil de gerne til livs, om ikke på anden vis, så ved at nedlægge manden. Og målet helliger som bekendt midlet. Sværere er det at forstå de fire journalisters bevæggrunde for at skævvride brevet fra Cochrane. At tilfredsstille den redaktionelle linje? At afprøve grænserne for pressens magt? Personlige motiver? Pressen har stor magt og dermed også en stærk forpligtigelse til at forvalte denne magt etisk forsvarligt.
Gøtzsches kronik fik hurtigt 10.000 likes. Politikens artikel af 25. marts fik over natten 1.600 likes. Fra den 25. marts steg antallet af anbefalinger af Gøtzsches kronik til over 12.000. Hvorfor bruger toppsykiatere og journalister ikke mere af deres tid og energi på at interessere sig for, hvorfor en ud af 500 danskere har tilkendegivet, at de finder Gøtzsches kronik betydningsfuld, frem for at fortsætte klapjagten på Gøtzsche?
