REPLIK Mats Lindberg: En (delvis) syg kultur …

Lægekulturen i Danmark er på mange måder sund. Vi forsøger at behandle alle patienter ens, uanset om de er sorte eller hvide, rige eller fattige. Vi anerkender evidensbaseret medicin og vi efterstræber at bruge de bedste og videnskabeligt bedst dokumenterede behandlingsmetoder. Kvaksalveri og charlataneri ses sjældent i den danske lægestand.

Men på et område er den danske lægekultur delvis syg, navnlig når det gælder de medicinske opinionsdanneres forhold til lægemiddelindustrien. Det illustreres aktuelt af Professor og tidligere formand for Hjerteforeningen Peter Clemmensens bekendelse i Dagens Medicin [1]. Clemmensen har brugt penge fra forskningskonti til at betale sin families fly- og hoteludgifter i forbindelse med ferierejser og overvejelser om at flytte til udlandet. Pengene stammer fra ”de såkaldte frie midler”, dvs. midler som lægemiddelfirmaer har betalt for lægemiddelafprøvninger, som Rigshospitalet og dets patienter har deltaget i. Han agerede efter eget udsagn ”som det er normen”. ”Jeg har ikke grund til at tro, at jeg er særlig”, siger han [1].

Svært at sige nej

Peter Clemmensen har formentlig ret. Han er ikke særlig. De medicinske opinionsdanneres loyalitet er værdifuld for lægemiddelindustrien, og det kan være svært at sige nej til de mange penge og goder, der tilbydes. For blot et halvt år siden havde vi sagen om en anden af Rigshospitalets førende kardiologer, Per Grande, der havde modtaget hen imod 6 millioner fra lægemiddelproducenter på private konti [2].

Disse grelle eksempler er undtagelser, men desværre er reglen at næsten alle medicinske opinionsdannere i lægemiddeltunge specialer har finansielle relationer til industrien [3]. De medicinske opinionsdannere bilder sig måske ind, at de får penge fra lægemiddelindustrien, fordi de giver så kloge råd i firmaernes Advisory Boards eller er så ualmindeligt dygtige ved deltagelse i kliniske studier. I virkeligheden får de pengene, fordi det de siger og skriver, er foreneligt med det medicinalfirmaerne vil, at de skal sige og skrive. Læger og patienter lytter artigt til disse autoriteters råd uden at spørge nærmere til deres finansielle relationer til producenterne.

Alle sygehuse bør rydde op

Hvorfor accepterer vi, at retningslinjer for, hvordan vi skal bruge lægemidler, bliver udstedet af læger med tilknytning til de medicinalfirmaer, der sælger lægemidlerne? I mange fagudvalg under Sundhedsstyrelsen, Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin og i de videnskabelige selskaber og har det absolutte flertal af medlemmerne anmeldelsespligtige industriforbindelser [3]. Hvorfor vælger vi som faggruppe at lukke øjnene for den evidens, der entydigt viser, at vore finansielle forhold til lægemiddelproducenter er en afgørende faktor for, om vi anbefaler eller ikke anbefaler brug af lægemidlet [4, 5]?

Rigshospitalet skal have ros for, at de nu rydder op i dets forskningskonti, der tilsyneladende delvis har haft funktion som skattely for de penge som nogle overlæger har modtaget fra lægemiddelindustrien. Jeg håber, at landets øvrige sygehuse går i gang med samme øvelse. Sagen er egentlig enkel. Hvis overlægens samarbejde med et medicinalfirma foregår i arbejdstiden, eller involverer sygehusets patienter eller øvrige personale, bør honoreringen tilfalde sygehuset. Overlægen kan herefter på linje med alle andre ansatte søge sin arbejdsgiver om dækning af udgifter til efteruddannelse.

De højtflyvende medicinske opinionsdanneres dilemma minder om Ikaros’ fra den græske mytologi. Det der holder dem flyvende kan ikke altid tåle solens klare lys.

Interessekonflikter: Forfatteren er initiativtager til og kontaktperson for Læger uden Sponsor.