Skip to main content

REPLIK Region Sjællands borgere forholdes fortsat avanceret behandling

DASAIM er helt uenig med regionens konklusion på rapport om akutberedskabet, der sammenligner lægebemandede akutbiler med akutbiler uden læger

Susanne Wammen, Formand DASAIM
E-mail: wammen@gmail.com
Interessekonflikter: ingen.

7. jul. 2014
3 min.

###susanne wammen-til replik###

Region Sjælland har lige siden sin etablering adskilt sig på flere områder fra landets øvrige regioner, navnlig i sammenhænge hvor kvaliteten af regionens sundhedsydelser har været til diskussion. Det har gentagne gange givet anledning til at Region Sjælland er gået egne veje i forsøg på at tilvejebringe forbedringer i det pressede sundhedsvæsen, hvilket imidlertid kun sjældent har ført til målbare kvalitetsløft.

Region Sjælland måtte bruge to forløb og et regionsrådsvalg til at erkende at retningslinjerne for hospitalsplanen som beskrevet i Erik Juhl – rapporten var alvorligt ment. Noget forsinket i forhold til landets øvrige regioner er der så etableret 4 akutsygehuse med befolkningsunderlag i underkanten af det anbefalede, men dog med øgede muligheder for, på grundlag af et større patientvolumen, at sikre at det sundhedsfaglige område kan opretholdes og udvikles i en tid med store, højteknologiske fremskridt.

Region Sjælland har geografiske udfordringer, som det kendes fra andre dele af landet, med lange afstande i befolkningstynde områder, hvilket selvfølgelig påvirkes yderligere i en situation hvor man af hensyn til det faglige niveau skal centralisere behandlingerne. Kritisk syge patienter vil således undergå præhospital diagnostik og behandling i længere tid end tidligere.

I denne situation vælger Region Sjælland at gennemføre en besparelse på det præhospitale område, hvor en væsentlig del af besparelsen findes ved at fjerne flere lægebemandede enheder, som reduceres til en kombineret funktion af beredskab og rådgiver i Akut Medicinsk Koordinationscenter og en beskeden udkørende funktion som præhospital akutlæge placeret i det Præhospitale Center i Slagelse.

Regionens præhospitale plan skal i øvrigt tilgodese et mere homogent tilbud om akut hjælp til borgerne end det var tilfældet tidligere, hvilket så er etableret ved en mere jævn fordeling af paramedicinerbemandede ambulancer og akutbiler.

Regionen har i forløbet gennemført en evaluering af den nye struktur, som er sammenfattet i en netop udgivet rapport om den præhospitale plan. I rapporten argumenteres der for at det oprindelige tilbud om lægelig assistance til regionens borgere var tidmæssigt og geografisk begrænset og at en gennemgang af den internationale litteratur ikke tilvejebringer en konklusion om hvorvidt operative læger i den præhospitale struktur forbedrer patientoverlevelsen.

Der er endvidere gennemført en sammenligning af dødeligheden i to populationer over en periode på 11 måneder, den ene i Køge, hvor der ikke er lægelig deltagelse og den anden i Slagelse, hvor lægen disponeres i på forhånd definerede situationer. Der er i perioden mindre end to ture pr. dag med akutlægens deltagelse og kun hver femte af disse ture munder ud i at patienten indbringes med kørsel A. Undersøgelsen konkluderer at dødeligheden i de to områder ikke adskiller sig fra hinanden.

DASAIM er helt uenig i at denne opgørelse kan lægges til grund for regionens underforståede konklusion, at behandlingskvaliteten er uændret ved anvendelse af udelukkende ikke-lægebemandede enheder sammenlignet med et system hvor læger indgår i det operative beredskab. Andre faktorer, såsom forskellig forekomst af kroniske sygdomme og forskelle i socioøkonomiske forhold, kan således have modvirket den effekt, som en højere behandlingskvalitet har på dødeligheden.

DASAIM må endnu engang forundres over at Region Sjælland som en region med mange sundhedsfaglige problemer vælger at nedprioritere det præhospitale område, der som følge af nødvendige ændringer i hospitalsstrukturen er yderligere udfordret.

Indenfor hospitalernes mure er der en helt naturlig forventning om, at speciallæger varetager kritisk sygdom hos patienterne, men i det præhospitale miljø kan man åbenbart klare sig i lang tid med personale, der agerer på delegerede kompetencer og telefonisk rådgivning, hvilket naturligvis ikke kan sidestilles med den avancerede diagnostik og behandling som en speciallæge kan yde.

DASAIM må på ny kræve at forholdene i Region Sjælland bringes op på nutidigt niveau, hvor den præhospitale organisation kan varetage alle situationer, herunder kritisk sygdom og tilskadekomst i alle aldersgrupper, som kræver diagnostik og behandling på avanceret niveau.