Reservelæge - reserve for hvem?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

»Undskyld, jeg vil egentlig gerne tale med den rigtige læge«.

Citatet er desværre ikke opdigtet. Som nyuddannet læge blev jeg konfronteret med min nyerhvervede titel af en ældre patient, som mente, hun var tjent med bedre.

Værdien i en titel kan således næppe overvurderes. Jeg husker, at jeg som værnepligtig i Beredskabskorpset kunne ansøge om at blive vagtkommandør - hvilket viste sig at være posten som den, der passer bommen ind til kasernen. Heldigvis var jeg blevet advaret på forhånd.

Som læger er vi indplaceret i et fasttømret hierarki baseret på titler. Fra laveste kaste som reservelæge til højeste kaste som overlæge. I Sverige går man også særdeles direkte til biddet med titlerne underlæger og overlæger. Men hvor titler inden for andre fagområder typisk beskriver titelbærerens virke, er de lægefaglige titler værdiladede. De lægger derfor op til fortolkning - af både titelindehaveren selv, kolleger og patienter.

Demotiverende titel

Titler kan være stærkt motiverende. Det afspejles i det klassiske eksempel med receptionisten, som i dag er forfremmet til front desk manager. Her går man fra en titel med en hvis forfladiget ordlyd til en titel med international klang og pondus. I kontrast hertil kan en titel naturligvis også virke direkte demotiverende. Enten hvis den giver en fejlagtig beskrivelse af en persons ansvarsområde, eller hvis den mod intentionen giver anledning til negative eller forkerte associationer. Et nærliggende eksempel hentes fra vore egne rækker: reservelæge.

På arbejdspladsen kan titler have en afgørende betydning for den interne kommunikation blandt kolleger. Dette gør sig også gældende på hospitaler. I eksempelvis et traumeteam er brugen af titler afgørende for hurtig og korrektion kommunikation til gavn for patientens behandling. Med dette in mente synes det værd at overveje, om titlerne reservelæge, 1. reservelæge eller overlæge bibringer den professionelle kommunikation den ønskede og nødvendige information, eller om de snarere er ophav til faglige fordomme og dermed forplumret dialog kolleger imellem.

Forvirrer patienten

Set fra patienternes perspektiv må mødet med en reservelæge gøre forvirringen total. Mens de frie associationer til titlen hurtigt giver fornemmelsen af, at man her møder sidste mand udtaget til andetholdet, har forståelsen af personen bag titlen til gengæld trange kår. Patienterne synes at blive ledt på et associationsvildspor i stedet for at blive bibragt værdifuld information om den læge, de står ansigt til ansigt med. En umiddelbar tryghed og tillid til lægen er afløst af forvirring og mistro, hvilket gør både patienten utryg og lægen uret.

Da fokus nu er rettet ind på misvisende titler, er det oplagt at tage betegnelserne forvagt og bagvagt med i debatten. Det står umiddelbart klart, at titlerne kun har mening i kraft af at være hinandens angivelige modsætninger. Præsenteres man som læge således for titlen forvagt, tvinges man til at sætte personen bag titlen i relation til en anden person, nemlig bagvagten. Eller måske snarere at sætte førstnævnte persons kompetencer i relation til sidstnævntes kompetencer. Den enkelte titel siger altså ikke noget om titelbæreren, men alene noget om relationen i et lægefagligt hierarki. Præsenteres man eksempelvis i stedet for titlen vagthavende, bliver det ganske tydeligt, at denne titel er relateret til personens funktion og ikke relation. Den er ikke værdiladet. Som for titlen reservelæge kan man med titlen forvagt ligeledes frygte en titelinduceret forplumring af gavnlig faglig sparring.

Læge, ikke reservelæge

Man må derfor spørge sig selv, hvorfor vi fortsat benytter disse lægefaglige titler. De synes ikke at gavne den enkelte læge, ej heller synes de at være et godt udgangspunkt for faglig dialog. Endelig synes de ikke at signalere tryghed og professionalisme til patienterne. Snarere tværtimod. Jeg har siden mit møde med patienten, der placerede mig blandt reserverne, konsekvent skrevet læge og ikke reservelæge på mit navneskilt.