Retsløshed og gabestok

Følgende koncentrat af et meget langvarigt hændelsesforløb må mane enhver rettænkende læge til eftertanke.

Det drejer sig om et lægevagtbesøg hos en midaldrende mand, kendt i lægevagten bl.a. for kronisk pancreatitis, der ofte pga. recidiverende smerter kræver injektion af morfika.

Han udvikler kort tid efter en injektion en forbigående nedsat følelse for berøring fra hofteregion til tåspids i samsidige ben, hvor injektionen lege artis er givet i balden.

På trods af fravær af parese i det omhandlede ben 30 timer efter lægevagtbesøget konstateret på lokal skadestue søgt i anden anledning, at der først ca. to uger efter lægevagtbesøget konstateres peroneusparese i det samme ben, som senere konstateres opstået ved et knæk af nerven ca. 10 cm over knæskallen, og trods Patientklagenævnets neurologiske speciallægekonsulent ikke finder anledning til kritik af lægevagten, idømmes denne en § 6-påtale med begrundelsen at være årsag til fremkomsten af peroneuslammelsen.

Nærmest samtidig modtager vagtlægen en stævning med krav om en stor erstatning.

En ny henvendelse til Patientklagenævnet, hvori der gøres opmærksom på afgørelsens manglende faglige grundlag, medfører blot en henvendelse til Retslægerådet fra Patientklagenævnet, og efter et års yderligere korrespondance med Retslægerådet må Patientklagenævnet frafalde påtalen.

Den nye afgørelse får dog ikke klageren til at frafalde stævning, og mere end fire år efter lægevagtbesøget frikendes vagtlægen i byretten, hvorpå klageren anker til landsretten.