Rettidig omhu?

Frede Olesen har i Ugeskrift for Læger nr. 38 en kronik om ventetider og logistik i sygehusvæsenet.

Den bør føre til konkrete initiativer - for han har fuldstændig ret. Lange ventetider og dårlig organisation af udredning og behandling af såvel maligne som ikkemaligne sygdomme er en daglig kilde til lidelse, angst og usikkerhed hos patienterne og ærgrelse og frustration hos praktiserende læger.

Eksemplerne i hans kronik er reglen, ikke undtagelsen.

Mange og langvarige undersøgelsesforløb i sekundærsektoren er præget af manglende kontinuitet og information, både til patient og egen læge, og urimelige, angstfyldte ventetider. Patienten møder op på sygehusets ambulatorium eller til en undersøgelse og får beskeden: »Du hører fra os« eller »Kontakt din egen læge om en uge«. Det er ubærligt for patienterne, at en undersøgelse eller kontakt ikke afsluttes med præcis information om tid og sted for næste skridt. I en elektronisk tidsalder er det svært at forstå, at booking til næste trin i undersøgelses- eller behandlingsforløbet ikke kan foregå nu og her. I almen praksis bruger vi tid hver eneste dag på at rådgive patienter i ventesituationer, på at rykke for svar, undersøge om henvisninger er kommet frem, måske endda er blevet læst og visiteret. Frustrerende tidsspilde for patient, læge og det personale på sygehuset, der skal undersøge sagen og ringe tilbage.

Igennem de godt 30 år, jeg har været læge, har jeg oplevet den voldsomme forandring i sygehusvæsenet meget tydeligt. Teknologisk og terapeutisk er der nået store fremskridt, men de er sket på bekostning af omsorg, nærhed, menneskelighed og service. En henvendelse til sekundærsektoren afføder oftere automatreaktionen: »Hvordan får jeg denne problemstilling ekspederet videre til en anden afdeling eller et andet hospital« end en imødekommende attitude til, hvordan netop denne patient kan hjælpes med sit problem.

Frede Olesen har naturligvis nogle konstruktive og rigtige forslag til, hvordan forholdene kan ændres. De skal til. Jeg kan bare frygte nedsættelse af endnu flere udvalg, kommissioner og arbejdsgrupper, som genererer yderligere klarings-, struktur-, omstillings- eller implementeringsrapporter.

Kunne noget positivt ske lidt hurtigere ved nogle mindre adfærds- og holdningsændringer hos os alle i sundhedsvæsenet? Kan det være nyttigt at tænke på, hvem der egentlig har betalt vores uddannelse og løn lige nu? Mens vi venter på en omorganisering, som f.eks. de af Frede Olesen foreslåede, kunne vi hver især måske mobilisere lidt ekstra menneskelighed, empati, engagement og aktiv handling!

Måske kunne et udgangspunkt være at se på nogle af forskellighederne imellem primær- og sekundærsektoren. Der er ikke tilnærmelsesvist sket så voldsomme ændringer i arbejds- og organisationsform i primærsektoren som i sygehusvæsenet. I sygehusvæsenet har udviklingen de sidste decennier været præget af nedskæringer, sammenlægninger, centralisering, usikkerhed i ansættelsen og bureaukratisering. I en del amter har den politiske »styring« fulgt en meget slingrende kurs.

I primærsektoren er nogle af nøgleordene nærhed, kontinuerlig, langvarig, personlig omsorg over for mennesker, der aktivt har valgt sin sygdoms- og sundhedsrådgiver. Desuden af empati og loyalitet over for patienten, som har en reel valgmulighed (lægeskift), hvis kemien ikke passer - og et sundt og fornuftigt markedsøkonomisk incitament er der da også med i billedet. I sekundærsektoren er nogle nøgleord centralisering, afstand, bureaukrati, fremmedgørelse og ofte svigtende kommunikation. Økonomien er præget af kassetænkning og en planøkonomisk organisation, der er forladt alle andre steder end i sygehusvæsenet. Der mangler reelle valgmuligheder for patienterne. Ventelistegarantier og frit sygehusvalg er oftest omkostningstunge narresutter.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ved, at der er rigtig mange dygtige, kompetente, engagerede og rare enkeltindivider i sekundærsektoren. Jeg oplever også momenter af berigende, godt og personligt samarbejde på tværs af sektorerne, men det bliver mere sjældent i takt med, at centraliseringen skrider frem. Det jeg, og vel også Frede Olesen, kritiserer, er ikke aktørerne, men det scenarium de er sat til at agere i. At give en patient med en hævet kirtel i nakken en tid om fem måneder (et af Frede Olesens eksempler) er umenneskeligt. En læge, der ikke er i stand til at gennemskue et sådant henvisningsbudskab eller den pågældende patients frygt, skal finde sig et andet arbejde - eller aktivt handle, så den slags situationer ikke opstår.

Vi skal lave »onkel-testen« på hver eneste henvendelse (hvis denne patient var min onkel - eller endda mig selv - hvad skulle der så ske nu). Vi skal erindre os lægeløftet, og måske behøvedes ikke så mange yderligere organisatoriske tiltag, hvis alle sundhedsvæsenets aktører bare tilsluttede sig og handlede efter A.P. Møllers motto: Rettidig omhu.