Rettidig omsorg eller utidig indblanding?

Hvordan ville vi reagere, hvis vi hver gang, vi tog en rulletrappe, blev mødt af budskabet: »Fysisk inaktivitet er yderst sundhedsskadeligt«, eller hvis hver eneste vinflaske havde en tydelig mærkat med Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser? Hvorfor vælger politikere og sundhedsmyndigheder at opdrage befolkningen på visse områder, men ikke på andre? Hvornår er det tale om rettidig omsorg for borgernes ve og vel, hvornår om utidig indblanding?

Når en bestemt adfærd erklæres for uønsket eller ligefrem skadelig, udpeges en gruppe mennesker som uansvarlige, og som nogle derfor måske ligefrem mener, at man med en vis ret kan se ned på. Man bør derfor medtænke denne følge, når man iværksætter en kampagne. Den oplysning, som gives i den bedste hensigt, kan have både positive og negative følger. Den gode vilje fører ikke altid kun det gode med sig.

Hvordan man kan begrunde denne form for opdragelse af borgerne? Det forekommer de fleste rimeligt at påpege, når en given adfærd udsætter andre for sundhedsfare. Man kan f.eks. argumentere for, at rygere bør mindes om ikke at påføre andre risici ved passiv rygning. Umådeholdent alkoholforbrug kan også være en direkte trussel mod andres liv og førlighed i form af vold og ulykker, ligesom høje hastigheder giver alvorligere færdselsuheld. På disse områder er myndighedernes opdragelse af borgerne dog meget mindre intensiv og mere sporadisk.

Man kan også argumentere for, at opdragelse er rimelig, selv om den uønskede adfærd ikke medfører direkte sundhedsfare for andre. Intet menneske er en ø. Selv det liberale princip om, at man ikke må handle sådan, at man begrænser andres handlemuligheder, kan derfor begrunde, at myndighederne forsøger sig med grænser for al sundhedsskadelig adfærd. Det gælder derfor også adfærd, der kun skader ens egen sundhed, fordi man som syg kan belaste andre f.eks. familie eller kolleger og alle skatteydere, hvis man benytter sundhedsvæsenet.

Argumenterer man sådan, må al forebyggelse og sundhedsfremme betragtes som rettidig omsorg - så er der ingen grænser, intet kan betragtes som utidig indblanding. Det interessante er, at sådan opfatter politikere og myndighederne det ikke. Det er imidlertid meget svært at gennemskue, hvilket kriterium der anvendes, når man trækker grænser.

Rygere bliver bestandig mødt af budskaber, med tekster omkranset af en sørgerand, om det asociale i deres adfærd og mindet om deres egen dødelighed, mens sundhedsskadelig-adfærd såsom fysisk passivitet, alkoholmisbrug etc. stort set går fri. (Jeg ved godt, at tobaksadvarslerne er et resultat af et EU-direktiv, men Danmark er jo med i EU og har ikke modarbejdet dette direktiv). Hvis politikerne anser, at advarslerne på cigaretpakkerne er en rimelig form for påvirkning, og tror på, at det har en effekt, hvorfor er fysisk inaktivitet, som i dag ses som en lige så stor risikofaktor for sygelighed og tidlig død som rygning, så ikke genstand for samme massive advarsler? Måske er det tilfældigt, at rygerne er blevet et yndlingsobjekt i sundhedsoplysningen, måske ikke. Kan det hænge sammen med, at rygning nu om dage især forekommer i de lavere sociale lag, mens højt alkoholforbrug og høje hastigheder er almindelige helt op i samfundets top?

Målet med dette indlæg har naturligvis ikke været at opfordre myndighederne til at opgive sundhedsoplysning og opfordringer til en sund levevis, men at give anledning til refleksion over, om balancen i dag er rimelig. Det ville være interessant at få argumenterne for, at nogle former for sundhedsskadelig adfærd er genstand for meget mere massiv påvirkning end andre. Hvad er rettidig omsorg, og hvad er utidig indblanding?