Skip to main content

Risikokommunikation - meget mere end tal og prognoser

Junior projektleder Marie Brandhøj Hansen, DSI Institut for Sundhedsvæsen, e-mail: mbh@dsi.dk,adjunkt Mette Nordahl Svendsen, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU & akademisk medarbejder Mette Lolk Hanak, Sundhedsstyrelsen

6. feb. 2006
4 min.

I Ugeskr Læger 2005;164:4673 har seniorforsker Jørgen Nexøe og professor Ivar Sønbø Kristiansen kommenteret Sundhedsstyrelsens rapport »Risikokommunikation i relation til sundhedsfremme og forebyggelse« [1]. Det glæder os, at rapporten har skabt debat, men indlægget giver anledning til et modsvar.

Nexøe & Kristiansen (N&K) efterlyser, at rapporten inddrager økonomisk og psykologisk litteratur om risiko. Hensigten med rapporten har imidlertid været at belyse og diskutere risikokommunikation som begreb ud fra en sociologisk/antropologisk vinkel. Modsat epidemiologisk og økonomisk litteratur om emnet er den kvalitative samfundsvidenskabelige vinkel på risiko knap så udbredt og kan måske være med til at kaste nyt lys over nogle af de problemer, som risikokommunikation stadig giver anledning til. F.eks. med refleksioner over, hvordan viden om risiko indgår i konkrete livssammenhænge.

N&K anfører, at rapporten ikke giver en klar definition af risiko. På s. 8 i rapporten defineres risikobegrebets epidemiologiske betydning ellers tydeligt. En væsentlig pointe i rapporten er imidlertid, at man sagtens kan fremføre en bestemt definition af risiko, men måden, risiko forstås og forvaltes på af individer, afspejler ikke nødvendigvis den rationelle tænkning, som N&K, med henvisning til forventet nytteteori, er fortalere for. Det er netop brugen af risikobegrebet i både sundhedsvæsen, massemedier og livssammenhænge, som er rapportens omdrejningspunkt.

N&K argumenterer desuden for, at vi fejlagtigt definerer brugen af bestemte diagnoser som risikokommunikation. I det konkrete tilfælde refererer vi et studie, hvor en kvinde får konstateret knogleskørhed og konfronteres med en forhøjet risiko for at få brud [2]. Diagnosen tvinger kvinden til at forvalte en risiko for brud, som hun ikke erfarer kropsligt. Det afstedkommer et skred i hendes opfattelse af, hvornår hun er hhv. syg og rask. Risikokommunikation kommer på samme vis i fokus, når en person får konstateret diabetes og bliver præsenteret for risikoen for senkomplikationer og information om de gunstige effekter af en sundere livsstil. En diagnose kan således være nært forbundet med kommunikation af risici, især når der er mulighed for at påvirke udfaldet af sygdommen.

Ifølge N&K skulle vi være af den mening, at risiko ikke er relevant for individet. Dette er en fejltolkning. F.eks. pointeres det rapporten på s. 9, at risikoviden både kan frembringe adfærdsændringer og refleksioner over egen identitet, til trods for at individet kan have svært ved at forstå de konkrete tal. At risikotal på den vis har relevans for individet, ændrer ikke på det forhold, at risikoviden ikke kan forudsige udfaldet for den enkelte. Samtidig kan den nævnte usikkerhed betyde, at risiko opfattes som en chance frem for en fare.

N&K anfægter også det styringsbegreb, som præsenteres i rapporten.N&K forstår styring meget bogstaveligt og misforstår dermed pointen i det styringsbegreb, rapporten inddrager (s. 10). I kommunikationen af risici i relation til sundhedsfremme og forebyggelse ligger der et implicit ønske om at ændre menneskers adfærd mhp. at undgå udviklingen af specifikke sygdomme. At ville have folk til at gøre noget bestemt vil altid have et normativt sigte.

Det er en illusion at tro, at risikokommunikation er et objektivt og værdineutralt foretagende. Pointen er ikke, at f.eks. en læge bevidst forsøger at udøve magt over en patient. Men ved at præsentere patienten for mulige sygdomsscenarier og sandsynligheder for, at de indtræffer, foregår en implicit styring, fordi en sådan risikoviden er med til at udstikke normer for, hvordan man lever et hhv. sundt og usundt liv. Vi betragter ikke en sådan styring som et onde men som et grundlæggende vilkår for risikokommunikation. Målet er ikke at gøre risikokommunikation »styringsfri« men at skabe bevidsthed om den styring, der foregår, og de vilkår, den skaber for vores måde at forvalte liv og helbred på. En sådan samfundsmæssig viden er - sammen med medicinsk og epidemiologisk viden - et væsentligt udgangspunkt for at diskutere, hvordan risikokommunikation og risikobaserede interventioner skal praktiseres i fremtidens sundhedsvæsen.


Referencer

  1. Hansen MB, Svendsen MN. Risikokommunikation i relation til sundhedsfremme og forebyggelse. København: Sundhedsstyrelsen, 2005.
  2. www.sst.dk/publ/Publ2005/CEMTV/VDE/Risikokommunikation.pdf
  3. Reventlow S, Hvas AC, Tulinius C. »In really great danger ...« The concept of risk in general practice. Scand J Prim Health Care 2001;19:71-5.