Rummelighed i patientlandskabet

Filmen Hushpuppy er med sine fænomenale barndomsskildringer allerede udråbt til årets film i verden. Det er værd at bemærke, at den blandt sine mange temaer også rummer et sundhedsfagligt plot. I omgivelser, der allerede er tæt på at gå under, optræder pigens far som den utilpassede døende. Efter tvangsflytning fra det alternative samfund i et oversvømmet sumpområde præsenteres datteren for sundhedsvæsenets gældende diskurs - akvarielignende hospitaler, hvor syge mennesker isoleres og sættes til en stikkontakt.

Langt hovedparten af os - læger som patienter - har en fælles opfattelse af, hvordan vi bør reagere på tegn fra kroppen. Denne opfattelse er hovedsageligt dannet gennem samfundsskabte institutioner i form af læring og ved folkeoplysninger. Det viser sig for eksempel ved, at borgere henvender sig til lægen, når de har spørgsmål om sundhed og sygdom, og ved, at læger anvender de tilgængelig tilbud og muligheder i sundhedsvæsenet. Vi har gennem en form for disciplinering i vores fællesskab accepteret at se det nyttige, humane og fremgangsrige i den måde, vi har valgt at håndtere sygdom og sundhed på.

En lille gruppe af vores patienter er som Pippis far fra filmen, og de præsenterer en moddiskurs. Det er gruppen af patienter, som af forskellige grunde ikke ønsker de tilbud, der eksisterer. De har en anden opfattelse af sundhed og sygdom, de har andre ideer end vores om kroppens funktioner og indretninger, og de ser andre muligheder og begrænsninger for, hvad man kan og skal gøre, når kroppen ikke duer.

Det kræver hår på brystet og blødhed i stemmen at forstå og acceptere det anderledes valg, som denne gruppe patienter ønsker vejledning i og drøftelse af. Lægejobbet er aktivistisk, og lægen er glad, når man gør noget aktivt for patienten. Giver en medicin, der fjerner en infektion, eller reparerer et organ, som er sygt.

Lægearbejdet med denne lille gruppe patienter stiller helt andre krav og udfordringer. Det er let at køre folk gennem pakkeforløb i bunkevis og tilpasse logistik til ensartede forløb. Men den sande udfordring ligger i at møde patienten, der ikke passer til et standardforløb. At fastholde kontakten i respekt for det anderledes synspunkt og samtidig fastholde en drøftelse med et sundhedsfaglige perspektiv. Også her fortjener filmen anerkendelse for sin påpegning af synspunktet om inkludering i samfundsfællesskaber og prioritering af resurser.

Det handler mere om rum end retningslinjer - det handler mere om nærkontakt end stikkontakt.