Skip to main content

Rygsmerter, radiologi og endepladeforandringer ad modum Modic

Fysioterapeut Per Kjær. Fysioterapeut Hanne Albert. Kiropraktor Tue Secher Jensen. Kiropraktor Charlotte Leboeuf-Yde. Professor Tom Bendix. Overlæge Niels Wedderkopp. Professor Claus Manniche. E-mail: clm@shf.fyns-amt.dk Rygcenter Fyn, Ringe

24. apr. 2006
2 min.

Jacobsen et al anfører i: »Lænderyggens degeneration og ra-diologi« [1], at kun 5% af patienterne med »ondt i ryggen« i primærsektoren, har specifikke lænderygsmerter, dvs. rygsmerter relateret til specifik patologi.

Forff. fortsætter, at mht. Modic er det vigtigt at understrege, at der ikke foreligger signifikant sammenhæng mellem MR-fund og patientens klinik.

Data fra Rygcenter Fyn [2-4] viser imidlertid, at andelen af specifikke lænderygdiagnoser snarere er 30-40% end 5%, og at den mest almindelige specifikke diagnose er endepladeforandringer ad modum Modic (Modic-forandringer (MF)).

Det må aktuelt konstateres:

  • at MF spiller en rolle hos mindst 30% af patienterne med varige lænderygsmerter [2],

  • at blot 10-15% af 40-årige med påviste MF ikke samtidig har lænderygsmerter [3],

  • at lokaliseret ømhed lumbalt og positiv springing test ses i øget frekvens ved påviste MF [3, 4],

  • at efter en lumbal diskusprolaps opstår der MF hos 50-60% af patienterne og muligvis hyppigst, hvis der opereres [4], og at en del kliniske guidelines på rygområdet, på baggrund af den ny viden, bør revideres.

Jacobsen et al er undskyldt i deres fejlagtige konklusioner om MF, fordi de ikke kendte Rygcenter Fyns forskningsresultater, da de skrev artiklen.

Alligevel er det uheldigt, at en oversigtsartikel kan blive så uaktuel allerede på udgivelsestidspunktet.


Referencer

  1. Jacobsen S, Gosvig KK og Sonne-Holm S. Lænderyggens degeneration og radiologi. Ugeskr Læger 2006;168:769-73.
  2. Kjær P. Low back pain in relation to lumbar spine abnormalities as identified by magnetic resonance imaging [thesis]. University of Southern Denmark. Odense, 2004.
  3. Kjær P, Leboeuf-Yde C, Korsholm L et al. Magnetic resonance imaging and low back pain in adults: a diagnostic imaging study of 40-year-old men and women. Spine 2005;30:1173-80.
  4. Albert HB, Manniche C. Modic changes the prevalence and relationship to lumbar disc herniation. A possible new pathogenesis of low back pain. Abstract, 7th annual meeting of the Spine Society of Europe, Barcelona, Spain. Eur Spine J 14 (suppl. 1) 2005.