Skip to main content

Så er vi jo enige!

Iben Sorgenfrei. Overlæge, Anæstesiologisk Afdeling, Hillerød Hospital. E-mail: sorgenfrei@dadlnet.dk

1. jun. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

»I den bedste af alle verdener - speciallægedækning 24 timer i døgnet«.

I Lægeforeningens historie har den største forhindring for os som faggruppe været vores manglende evne til at blive enige - faget har været fyldt med små konger, som har haft hver sin dagsorden; derfor har vi udadtil stået splittet.

Det ser nu ud til at være en saga blot - og hvor er jeg glad!

Hvis vi kan blive enige om, at det fælles mål er som skrevet i indledningen - og i slutsatsen på Peter Lommer Kristensens replik »Problematisk med overlæger i vagt« (Ugeskr Læger 2011;173:1311), er vi nået meget langt - resten er detaljer.

Der er flere argumenter for, at speciallæger bør gå i tilstedeværelsesvagt:

Patienternes tarv

Patienterne har krav på samme niveau af kvalificeret behandling 24/7 og den kortest mulige indlæggelsestid. Akutte patienter er ikke lette patienter, hvor man bare skal følge »Den akutte patient«. Akutte patienter kan ligesom elektive eller ambulante patienter have både ukomplicerede og komplicerede lidelser, men vigtigheden af at stille den rette diagnose og iværksætte det rette udredningsprogram og den rette behandling i rette tid gælder for alle. Hvorfor skal nogen patienter finde sig i at være indlagt et døgn ekstra, fordi udredningsprogrammet først bliver iværksat ved gennemgangen dagen efter indlæggelsen? Langt de fleste svar på blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser foreligger jo efter få timer.

Uddannelse af yngre kolleger

Vores fag bygger i meget høj grad på mesterlære og supervision som pædagogisk redskab. Hvordan tror vi, at man lærer bedst? Ved at stå alene kl. 15.00-08.00 og kun modtage telefonisk vejledning? Kan vi ikke alle huske den aha-oplevelse, det var at se en erfaren kollegas tilgang til undersøgelse og behandling? Den erfaring kan ikke erstattes af nok så mange bogstavkurser og uddannelsesprogrammer.

Dagarbejdets organisering kan ændres, og reservelægernes arbejdskraft kan benyttes i f.eks. ambulatorier superviseret af speciallægen i højere grad end det sker i dag.

Arbejdsbetingelser

Mange speciallæger har tilkaldevagt - en vagtform fanden må have skabt på en god dag.

Dagarbejde med hektisk aktivitet efterfulgt af opsamling på det kommende døgns potentielle problemer. Øjnene rettet mod uret stadig hyppigere som mørket sænker sig. Næste dags hektiske program i baghovedet. Sammenbidt modtages tidskrævende problemstillinger - øv.

Hjemme i seng nås REM-søvnen aldrig. Hvornår ringer telefonen? Næste dags morgen - træt og tung i hovedet. Dagens lange ambulatorieliste genkaldes med et suk.

Er læger bedre end piloter?

Centraliseringen af akutfunktioner vil betyde mere travle vagter - og det er illusorisk at regne med fuld kampdygtighed dagen efter en tilkaldevagt. Hvorfor ikke drage konsekvensen og være til stede i vagten og have fri, når man går hjem?

Vi skal ikke finde os i dårlige arbejdsbetingelser og urimelige vagtforhold, men jeg har svært ved at se, hvordan vi i længden kan forsvare de nuværende forhold.

Og her må vi ikke glemme, at det er lægerne selv, som har kæmpet mod tilstedeværelsesvagten. Og en fodnote: Ved at oprette et vagtlag til tilstedeværelsesvagt er man nødt til at være mindst syv (otte), for at det kan opretholdes, og dermed bevarer man i højere grad speciallægebemandingen på afdelingen.

Vi skal ikke give køb på vores rettigheder vedr. vagtarbejdet - det skal tværtimod defineres i overenskomsten, at vi skal have betaling for de timer, vi er på arbejde, hvor forhold som må anses for rimelige vedr. vagtværelser, forplejning osv.

Men her taler vi overenskomst, mit ærinde er at gå i rette med vores - speciallægernes - holdning til vagtarbejde.

At vende vagtpyramiden er aldrig ukompliceret - det er en kultur, som skal ændres. Vi har inden for anæstesien været igennem samme proces, og nu er bagvagten i huset sammen med forvagten, hvilket giver mange af de tidligere nævnte fordele. Og vores forvagter bliver meget dygtige meget hurtigt!

Først og sidst handler det om kvalitet i patientbehandlingen, og ingen er vel uenige i, at den stiger med behandlerens kompetence, som bør være den samme 24/7.