Så kører DAMPlokomotivet

Mindst 100.000 voksne danskere har ifølge en nylig oversigtsartikel ADHD (attention deficit hyperactivity disorder) [1]. Den historie solgte også godt i de populære medier. Heldigvis kan vi nu screene voksne for ADHD, ifølge en ny statusartikel [2].

Så er alt godt; vi kan finde de syge og komme i gang med behandlingen, som langt overvejende består af forskellige former for psykoaktive medikamenter. Hurra for den biologiske psykiatri.

En oversigt og en status i Ugeskriftet må efter min mening give læserne et overblik over en given problemstilling, herunder beskrive eller blot nævne andre teorier og andre måder at forstå ADHD. Det er i særdeleshed ikke tilfældet i de omtalte artikler [1, 2]. Der er aktive forskere inden for området, som mener, at ADHD er en diagnose med tvivlsom validitet, specielt hos voksne, og at brug af medicin kun bør ske i forskningsøjemed. Der er ingen specifikke kognitive, metaboliske eller neurologiske markører og medicinske test for ADHD. Genetiske associationsstudier har været inkonklusive, strukturelle såvel som funktionelle neuroradiologiske data om ADHD er inkonklusive, og der er ingen veletableret neurobiologi [3]. Jeg tillader mig her at anklage budbringerne for disease mongering, hvor grænserne for sygdom udvides med henblik på at stimulere markedet til glæde for dem, der sælger og leverer behandlinger. I tilfældet ADHD er det sket i samdrægtighed mellem skolelærere, lægemiddelindustrien, specialister, og bekymrede forældre, som i ADHD's moderland, USA, er ganske godt organiserede - og sponsorerede af bl.a. Ciba-Geigy. Det er i den forbindelse dog beroligende, at forfatterne til [1, 2] ikke angiver nogle interessekonflikter - for eksempel til Lilly, som er en kommende storaktør på markedet.

Børn var i mange år den primære målgruppe for ADHD, mest skolebørn, men nu også førskolebørn helt fra toårsalderen. Og ja, jeg ved godt, at mange børn i tidens løb har haft en god effekt af den specialiserede behandling. Men voksne sidder da ikke ved morgenbordet og hælder mælken ud på dugen og for siden at rykke dugen af? De tager vel heller ikke hen på arbejdet og sparker kolleger over benet eller råber ukvemsord efter chefen? Nej, men de diagnostiske kriterier for voksne med ADHD lægger vist også mere vægt på opmærksomhedsdelen og mindre på hyperreaktiviteten, som hos voksne bl.a. kan vise sig som: »Har vanskeligheder med at optræde stille og roligt under spil eller andre fritidsaktiviteter«. Så kender jeg mere end et par stykker, der skal undersøges. For voksne skifter hovedproblemet sig fra adfærd til performance, som der stilles stadig større krav til i en individualiseret verden. Historien om, hvordan de diagnostiske kriterier for ADHD ændrer sig, er fremragende gennemgået af Peter Conrad [4].

Ritalin og andre aktive stoffer øger opmærksomheden og fokus hos børn med ADHD, men også hos andre børn og voksne, og derfor bruges disse stoffer nu også som præstationsfremmere blandt f.eks. studerende. Når effekten er så god for alle, hvem har så ADHD, og hvilke og hvor mange sociale tilpasningsproblemer kan yderligere medikaliseres? Det er et problem, når sociale problemer kommer under medicinsk kontrol, bliver individualiserede, og når adfærd udelukkende tydes ud fra en klinisk vinkel i stedet for en social og politisk.

Bør artikler, som giver sig ud for at danne overblik, ikke diskutere disse problemer eller blot nævne dem, og give referencer, så læseren selv kan danne sig en mening, også om DAMPlokomotivet?