Skip to main content

Så tag dog ledelse i almen praksis alvorligt!

Kommentator Sidsel Vinge, projektleder på Dansk Sundhedsinstitut

28. aug. 2009
3 min.

Fotos Ugeskrift for Læger ogHung Tien Vu

Der er mange forventninger til almen praksis for tiden: flere på listen, mere forebyggelse, bedre kronikerbehandling, bedre tilgængelighed. Udviklingen i almen praksis går mod færre læger i solopraksis, flere i kompagniskab, især med tre eller flere læger. Og vi er så glade for vores egen læge, at ni ud af ti danskere går til lægen hvert år, og vi gør det oftere og oftere: I 1997 gik vi årligt til lægen 5,7 gange - sidste år gik vi til lægen 7,4 gange. Det er en stigning på godt 30%. Det lykkes blandt andet, fordi flere sygeplejersker tager fra, og der er i dag tre gange så mange sygeplejersker i almen praksis, som der var for 15 år siden. Samtidig må vi se i øjnene, at de store årgange af praktiserende læger før eller siden går på pension, og at mindre årgange kommer til.

Almen praksis består i dag af små organisationer, hvor uddelegering, organisering, kvalitetssikring af medarbejderes arbejde og ikke mindst tværfaglig personaleledelse er nogle af de udfordringer, som hver dag møder praktiserende læger, og som skal løses godt og effektivt, hvis almen praksis skal kunne honorere de krav, der stilles. Mange praktiserende læger har fået øjnene op for udfordringerne - ofte fordi de står midt i dem og prøver at løse dem efter bedste evne. Nogle henter hjælp og kompetencer via de mange forskellige kurser, der er dukket op i forskelligt regi, bl.a. i Lægeforeningen, regionerne, private konsulentfirmaer og andre konstellationer. Baggrunden er ofte ildsjæle, der har erfaringer at dele ud af, og som tager et initiativ og driver det så længe, de orker.

Men det er bare slet ikke godt nok, hvis vi vil tillade os at stille de krav til almen praksis, som vælter ud af betænkninger, rapporter og ministre for tiden. Der er intet i vejen med ildsjælene inden for ledelsesuddannelse i almen praksis - uden dem var vi helt lost. Men de kan umuligt på delvist frivillig, decentral og uorganiseret basis løfte den opgave, det er at klæde den samlede sektor på til at løse de organisatoriske og ledelsesmæssige udfordringer, som flere læger, mere personale, bedre kvalitet, mere forebyggelse og et krav om stadigt stigende produktivitet stiller.

Hvad er alternativet? Ja, man kan jo se på, hvad der investeres i overlægerne: Her har Lægeforeningen og Danske Regioner fundet en model, hvor Læge-foreningen driver overlægers ledelses- og administrationsuddannelse på nationalt plan. Og det er værd at bemærke, at mange overlæger hverken har ansvar for budgetter, ansættelser eller direkte personaleledelse. Det har rigtig mange praktiserende læger derimod.

Tiden er inde til at få samlet de gode kræfter og erfaringer blandt de mange ildsjæle rundt omkring og lave et langt mere sammenhængende lederudviklingstilbud til almen praksis. Der bruges alt for mange resurser på at finde helt lokale og regionale løsninger på de samme problemer, og alt for ofte dør gode initiativer, og viden går tabt, når ildsjælene ikke orker at drive det mere. Derfor er det regionernes og Lægeforeningens ansvar at få etableret et tilbud om sammenhængende og nationalt tilbud om ledelsesudvikling til almen praksis, der som minimum kan matche det, vi har til overlægerne. De praktiserende læger fortjener, at vi begynder at tage ledelse i almen praksis alvorligt.