Skip to main content

Sådan kan amtet tolke sædvanlig praksis i klagesager

2. nov. 2005
2 min.

Ved fremsendelse af en klagesag, som er meget velformuleret, vil denne gøre dybt indtryk, hvis den læses af ikke-lægeligt fagligt personale inden for administration og af politikere.

Jeg var heldigvis så heldig at blive frikendt af Patientklagenævnet. Nu undrer det mig, at klagen i kopi sendes rundt til nedenanførte personer, inden sagen har været i Patientklagenævnet.

Følgende har i min sag fået den oprindelige klage:

Amtsborgmester, sundhedsudvalgsformand, 2 amtsrådsmedlemmer, direktøren for sundhedsområdet, afdelingschef i sundhedsområdet, patientvejleder. Ledelse ved lokalt sygehus (2 personer). Administrerende overlæge og Sygesikringen.

Således i alt 11 personer.

Desuden sendes klagen naturligvis til relevante personer som embedslæge, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og den indklagede person.

Når afgørelsen er truffet af Patientklagenævnet, sendes svaret til sundshedsområdet for amtet og lokal sygehusledelse, embedslægen, Sundhedsstyrelsen og de i sagen involverede personer.

Administrativt personale har megen respekt for procedure, specielt procedurefejl. Kunne man ikke fra Lægeforeningen få en aftale med Amtsrådsforeningen om problemer vedrørende, hvem der har adkomst til at få indblik i klagesager, indtil sagen er afgjort.

Naturligvis må amtsborgmester og direktør, som jo er min ansættende myndighed, have indblik i sagen, når den er afgjort, i lighed med embedslægen og Sundhedsstyrelsen.

Jer er utryg ved de mange kopier, hvordan de opbevares for eftertiden, og hvordan de makuleres, når hele sagen har vist sig fuldstændig ubegrundet.

Jeg mener ikke det er tilstrækkeligt, at der kun findes en løs udformet, sædvanlig praksis i klagesager. Jeg mener man må have en fast aftale om, hvem der skal have adgang til at få kopi af klagen, så den enkelte læge ved præcist, hvordan sagen kører og hvem der er orienteret om sagen.

Jeg mener man i første omgang skulle sende kopi til de personer, der skal behandle sagen, som den indklagede, embedslæge, Patientklagenævnet og så vente med at sende kopi til ansættelsesmyndigheder og Sundhedstyrelsen, når sagen er afgjort af Patientklagenævnet, hvis det viser sig at der er hold i klagen, og man skal have en påtale.

Det forløb jeg har været udsat for, behandles nu af Juridisk Sekretariat og jeg afventer resultat heraf.

Som kuriosum kan tilføjes, at jeg er i besiddelse af 62 kopier A4 sider af journalen, samt 37 A4 sider, som led i behandlingen af klagesagen, og klageren har skrevet 2 A4 sider.

Endelig er der et vist antal sider fra patientforsikringen, hvor sagen også er afvist.

Grindsted, H.E. Fuglsang Jensen

SVAR