Samfundet set fra en psykiaterpraksis

Om forfatter: Jeg blev speciallæge i psykiatri i 1990 og startede med det samme i praksis som amanuensis. Jeg overtog praksis i 1992, og har været i praksis siden. Jeg sidder som lægelig repræsentant i det psykiatriske patientklagenævn i Roskilde Amt.

I 12 år har jeg været praktiserende psykiater. I disse 12 år har jeg via mine patienters beretninger om deres liv og via samtaler med kolleger gjort mig tanker om udviklingen i det danske samfund. Det er nogle af de tanker, jeg vil redegøre for i denne kronik.

Noget af det der undrer mig er, at der i vores rige samfund er et meget stort behov for psykologisk og psykiatrisk behandling. Min forgænger begyndte som den første og eneste praktiserende psykiater i Roskilde Amt i 1975. Hun må være begyndt uden at have ventetid. I dag er vi otte praktiserende psykiatere i amtet med en ventetid på 2-5 måneder. Desuden er der i Roskilde Amt 35 psykologer med overenskomst med amtet (jeg ved ikke hvor mange der var i 1975, vel næppe mere end fem og de havde ikke overenskomst med amtet). På 25 år er behovet for psykologisk og psykiatrisk behandling altså steget markant. En del af stigningen skyldes, at vi praktiserende psykiatere behandler nogle af de patienter, der tidligere var indlagt på psykiatriske afdelinger. En anden del af stigningen skyldes, at nye behandlingstilbud afdækker skjulte behandlingsbehov. Men disse to faktorer kan ikke forklare hele stigningen. Gennem årene har jeg tænkt over, hvad denne stigning skyldes. Det er mine tanker om dette, jeg vil skrive om. Der er dog nok flere årsager end dem, jeg vil påpege.

Vi har i de sidste 25 år ændret vores samfund på en måde, som vi som mennesker har svært ved at klare. Jeg tror, der er flere faktorer, der er med til at skabe sygdom, nemlig stress, travlhed, øgede krav til os på diverse områder og perfektionisme.

Stress kan skabe psykisk sygdom, bl.a. depressioner. Deprimerede patienter behandler vi som regel med medicin. Det er selvfølgelig rimeligt, at vi helbreder vores patienter; men jeg spekulerer på, om vi psykiatere er med til at opretholde et samfund med stress. Vi ordinerer medicin til vores patienter, således at de bliver raske og kan vende tilbage til arbejdslivet og den stressende hverdag, som de måske kun kan klare, fordi de får medicin. Vi taler selvfølgelig med dem, om hvorledes de kan tackle stress for at undgå fremtidige depressioner. Jeg sidder dog ofte med en fornemmelse af at gribe problemet an fra en forkert synsvinkel. For mig ville det være bedre at afskaffe stress.

For et par år siden var der meget tale om, at samfundet var stressende. Dengang - og nu - undrede det mig, at reaktionen i medierne og fra politikerne var, at vi læger skulle tale med vores patienter om, hvorledes de skulle undgå at blive stressede. Der var ingen, der talte om, at man kunne prøve at skabe et mindre stresset samfund.

Det er underligt, at vores samfund er blevet så travlt og stressende. Vi har jo fået alle mulige nye opfindelser, der skulle lette os i vores arbejde, bl.a. edb og diverse husholdningsredskaber. Men når vi får ny teknik, ændrer vi kravene til os selv og andre. F.eks. bruger vi mere tid på tøjvask i dag, end før vi fik vaskemaskiner. Vi har brugt det tekniske vidunder, som vaskemaskinen er, til at vaske hyppigere end tidligere, og derfor bruger vi mere tid end tidligere på at vaske, stryge og lægge tøj sammen. På samme måde er det med edb. Efter vi har fået edb, stiller vi flere krav om diverse statistikker, udregninger mv. F.eks. har man i skattelovgivningen indført beregninger, der var umulige (fordi de var alt for tidskrævende) før man fik edb, så edb er næppe en arbejdsbesparelse på dette om-råde. Det er tekstbehandling heller ikke. Vi stiller større krav til en tekst nu end for 25 år siden. Der må ikke være stavefejl, den skal være velformuleret mv., så vi bruger mere tid på at rette i en tekst end i gamle dage.

For mange er edb en arbejdslettelse, men for andre er det en belastning. Flere af mine patienter har følt sig utrygge ved edb. Mange af dem har været gode til deres arbejde; men på et tidspunkt er der indført edb på arbejdspladsen eller edb-systemerne er blevet videreudviklet, og så er de blevet bange for, at de ikke længere kan klare jobbet. En del patienter er næsten gået i panik ved tanken om ikke at kunne klare edb. Det virker af og til på mig, som om det er vigtigere at kunne edb end resten af jobbet, hvilket jeg ikke tror er tilfældet. Hvorfor får ansatte dette indtryk?

Jeg synes også, at edb, eller rettere e-mail er fremmedgørende. I stedet for at ringe til folk, kan vi nøjes med at sende en mail. Det er arbejdsbesparende, og man kan altid komme af med sin besked; men man får ikke talt med modtageren af mailen, man får ikke svar på sin besked og får det personlige indtryk, som man får, når man taler med andre. På den måde bliver vores hverdag mere kontaktfattig, noget der næppe fremmer den psykiske sundhed.

Der bliver stillet flere og flere krav om effektivisering på arbejdsmarkedet. Det kan bl.a. ske ved et diktat om, at de ansatte skal nå et vist antal ydelser på en vis tid. Ofte sker det, uden at de ansatte bliver inddraget i beslutningen herom eller i overvejelserne, om arbejdet kan udføres tilfredsstillende på den afsatte tid. På nogle arbejdspladser får de ansatte jævnligt opgørelser af, hvor meget de har præsteret (det kan jo kontrolleres via edb) på en måde, som minder mig om overvågningen af arbejderne i Chaplins »Moderne tider«. Jeg har indtryk af, at man på disse arbejdspladser sætter kvantitet over kvalitet. Forholdene kan være umulige at ændre for de ansatte, specielt hvis arbejdspladsen er stor med lang afstand fra de ansatte til ledelsen. Når der ikke er tid nok til at løse arbejdsopgaverne, kan det blive et psykisk problem for de ansatte, der gerne vil præstere et godt stykke arbejde. Det ødelægger deres motivation og arbejdsglæde.

Dette har jeg bl.a. set hos hjemmehjælpere. For nogle år siden kom der i min praksis en del hjemmehjælpere, der havde svært ved at acceptere, at de i deres arbejde ikke havde tid til at snakke med de ældre mennesker, de kom hos. Hjemmehjælperne syntes, de svigtede de ældre og gjorde et dårligt stykke arbejde. Jeg ser ikke så mange hjemmehjælpere med disse problemer mere. Formentlig er disse hjemmehjælpere røget ud af arbejdsmarkedet eller har tilpasset sig de nye arbejdskrav.

Derimod er der i de senere år kommet flere pædagoger og lærere i min praksis end tidligere. Det skyldes tilsyneladende, at kravene til disse personalegrupper øges. De øgede krav fra arbejdsgiverne over for pædagogerne skyldes primært nedskæringer, over for lærerne nedskæringer og stigende krav om, hvad der skal indgå i undervisningen, f.eks. miljø, støtte ved skilsmisser mv. Forældrene kræver også mere af lærerne. De forventer ikke bare at lærerne underviser, men også at de tager sig af børnenes psykiske behov. En lærer beskrev, at nogle forældre forventede, at han tog sig af deres barns behov i fem minutter af hver time. Derudover skulle han vel også undervise; men med 24 børn i en klasse og en klassetime af 45 minutters varighed kan kravet ikke opfyldes. Der findes formentlig mange forældre, der ikke stiller sådanne krav, men de andre må fylde i lærerens oplevelse af, hvorledes han/hun klarer sit arbejde. Det kan være svært for lærerne at afvise disse krav, fordi det er svært for dem at måle deres egen indsats, idet resultatet af en lærers arbejde jo kan afhænge af mange fakt orer, hvor motiverede børnene er, hvor sent på dagen der undervises, hvor meget stof der undervises i ud over pensum osv. Jeg frygter, at vi (i en tid med lærermangel) er med til at skabe udbrændte lærere.

I min praksis har jeg mange patienter, der gerne vil være perfekte. Mange patienter er bange for at lave fejl på arbejdet, idet de er bange for at blive fyret. Men angsten for at lave fejl, tror jeg ligger dybere. Jeg har indtryk af, at det bliver tiltagende vigtigt at være fejlfri, selvom de fleste af os ved, at alle mennesker begår fejl. De moderne hjælpemidler, herunder edb, er med til at øge kravene om det perfekte arbejde. Samtidig er mange opgaver blevet så specialiserede, at vi ofte ikke rigtigt ved, hvad andre mennesker arbejder med. Derfor ser vi ikke, at de laver lige så mange fejl, som vi selv gør. Jeg synes også, at medierne er med til at øge kravet til perfektionisme, fordi de ofte søger at få ansvaret for en fejl placeret hos en eller anden. Ved de fleste fejl, der er begået inden for det offentlige i de sidste par år, har medier og politikere været hurtigt ude med at finde de ansvarlige - i stedet for at fokusere på, hvorledes fejlen kan rettes, eller hvordan man kan lære af den. Med den holdning til fejl bliver det selvfølgelig vigtigt at undgå at begå fejl. Ingen af os bryder os om at blive hængt ud som den, der er ansvarlig for en fejl.

De seneste år har politikerne talt om, at folk går for tidligt på efterløn. Flere af min patienter har i begyndelsen af et behandlingsforløb sagt, at de ikke skulle på efterløn, men i løbet af behandlingsforløbet er de begyndt at tale om, hvorvidt de kunne klare kravene på arbejdsmarkedet, indtil de blev 60 år. Det er bl.a. det øgede tempo med urealistiske effektmål, der er med til at drive folk til at søge efterløn. Det har desværre en afsmittende virkning på det øvrige arbejdsmarked. Når mennesker over 50 år bliver arbejdsløse, er det svært for dem at få arbejde; bl.a. fordi arbejdsgiverne ikke vil ansætte folk, der måske, snart går på efterløn. Det grå guld er mere gråt end guld.

Mange i vores samfund bliver udstødt af arbejdsmarkedet. De går på efterløn, de bliver arbejdsløse eller de får førtidspension. Indimellem når jeg skriver speciallægeerklæringer, har jeg indtryk af, at klienterne ikke er hurtige nok eller veltilpassede nok til at klare vores moderne samfunds krav. Af og til er politikerne ud med budskabet om, at for mange er på overførselsindkomst, det har vi ikke råd til. Mon færre ville have behov for at gå på overførselsindkomst, hvis tempoet og kravene på arbejdsmarkedet var mindre? Ville udgifterne til det nedsatte tempo blive opvejet af besparelserne på overførselsindkomster?

Jeg skrev i indledningen til denne kronik, at der er mange, der går til psykiater og psykolog. Når vi har så rigt et samfund som det danske, er det en skam, at vi ikke har det bedre, at vi ikke er mere glade og tilfredse. Hvad glæde har vi af vores rigdom, hvis vi ikke nyder livet? Skal vi fortsætte med at kræve meget af os selv og andre, være med til at øge arbejdstempoet og være med til at skabe et samfund, der udstøder mennesker? Skal vi blive ved med at bruge nye opfindelser til at stille flere krav til hinanden, eller skal vi nyde den ekstra fritid vi får, hvis vi bruger de ny opfindelser uden at øge arbejdskravene? Skal vi blive ved med at kræve, at vi skal have så mange materielle goder, når vi skal arbejde så meget, som vi gør, for at få råd til disse materielle goder? Det bliver ikke nogen let proces at ændre vores samfund, så det bliver mindre sygdomsskabende, men jeg tror, det er nødvendigt. Det ville faktisk glæde mig, hvis samfundet blev så tolerant og rummeligt, at jeg og nogle af mine kolleger blev arbejdsløse.