Samme krav til privathospitaler?

Det er med stor undren, man læser den nyvalgte formands leder i Ugeskrift for Læger nr. 25-31 vedrørende behandlinger og kvalitet på private hospitaler. Lederen er så fuld af fejl, postulater og forkert refererede sammenhænge, at man finder det nødvendigt at korrigere de helt åbenlyse misfortolkninger. En ting er, at forskellige politiske aktører har misinformeret offentligheden i en markant kampagne om samme emne siden marts 2005, men at Lægeforeningens talsmand gør sig til talsmand for uunderbygget misinformation kan ikke stå uimodsagt.

Sagen udspringer af en politisk markering af, at det udvidede fri sygehusvalg er gældende, som det har været siden lovens vedtagelse. Ministeren har ikke pludselig givet en enkel institution (Center for Rygkirurgi) tilladelse til at udføre højt specialiseret behandling. Siden det udvidede frie sygehusvalg blev gennemført i 2002, har mindst fem private hospitaler i Danmark haft aftaler med Amtsrådsforeningen om rygbehandling, der iflg. lands- og landsdelsfortegnelsen er betegnet som landsdelsfunktion. I januar 2005 forlængede Amtsrådsforeningen de samme aftaler med samtlige, der allerede udførte behandlingerne og indgik derudover aftale med en håndfuld udenlandske klinikker om samme operationstyper, flere af dem med helt manglende dokumentation af noget kendskab til avanceret rygkirurgi.

Tilbuddet har således eksisteret siden det frie sygehusvalgs vedtagelse, og såfremt man er uenig i loven om det udvidede frie sygehusvalg, burde man henvise til sagens rette navn, dvs. lovgivningen herom. Det er juridisk klart, at man ikke kan omgå lov om frit sygehusvalg uden en politisk vedtagelse omkring dette, hvilket ikke eksisterer. Kernen i den aktuelle diskussion har været, at Amtsrådsforeningen pludselig ønskede at begrænse enkelte private klinikker, uden hverken lovgivningsmæssigt grundlag herfor eller faglig argumentation sammenholdt med de allerede givne aftaler.

Jens Winther Jensen refererer til Vejledningen omkring lands- og landsdelsfunktioner som en kvalitetsparameter og mener at kunne udtale, hvor behandling »rettelig burde foregå«. Dette er imidlertid ikke korrekt, idet vejledningen i bedste fald må karakteriseres som en administrativ regulering af det offentlige sygehusvæsen. Enhver med kendskab til vejledningen ved, at der bagved de givne diagnoser/behandlingsformer ligger et massivt fagpolitisk virke fra de forskellige videnskabelige selskaber, ofte grundet i særinteresser af mere organisatorisk end fagligt bestemte kriterier. Inden for rygkirurgien er vejledningen helt kaotisk og vidtgående bestemt af et enkelt selskabs forsøg på at fastholde status quo inden for behandlingstilbuddet, som det så ud for snart 15 år siden.

Ser vi helt reelt på, hvilke diagnoser man i det givne tilfælde diskuterer, er diskusprolaps i nakken den væsentligste kernediagnose. Denne diagnose er et typisk eksempel på en lidelse, som af ikkefaglige grunde er opført som landsdelsfunktion i vejledningen. Operationen udføres uden større ressourcekrav af en enkelt kirurg uden andre specielle krav til selve indgrebet, end at kirurgen skal have den fornødne rutine. Det er tankevækkende, at det er et indgreb, der mere og mere i det offentlige udføres som sammedagskirurgi og i øvrigt forekommer i et antal, som på ingen måde tilsiger, at man skal samle operationer på et enkelt sygehus. Indgreb for denne diagnose er udført i mindst 15 år i meget stort antal på private klinikker, uden at Sundhedsstyrelsen har kendskab til uhensigtsmæssigheder ved dette (jf. Sundhedsstyrelsens udtalelse).

Vi kan kun støtte, at avanceret ressourcekrævende behandling samles på enkelte institutioner, hvor den fornødne erfaring ligger, men problemet er, at vejledningen, som den foreligger i dag, ikke kan bruges som garanti for, at det er de rigtige diagnoser, der samles. For Lægeforeningen ville det være en passende opgave at tilsikre den fornødne revision af vejledningen, såfremt man ønsker den brugt med denne hensigt.

Hvad angår talen om kvalitet af den lægelige behandling i offentlige og private institutioner, står vi helt undrende over for, hvilket lægeligt kvalitetsmål der eksisterer i det offentlige system, som ikke er til stede i det private. Trods langt over 20 års hospitalserfaring har undertegnede aldrig stiftet bekendtskab med kvalitetsparametre, der bliver anvendt i det offentlige system, tværtimod, der er absolut ingen krav til kvaliteten i det offentlige system ud over lægens egen professionelle moral. Vi kan kun støtte, at der for alle udøvere i det danske sundhedsvæsen indføres kvalitetskrav og krav til dokumentation af faglig dygtighed.

Hvad angår Jens W. Jensens øvrige argumenter om kræftplaner, sundhedsforsikring, kvalitetssikring og ulighed er argumenternes sammenhæng med den aktuelle debat helt manglende og så diffust fremsatte, at en nærmere kommentering er unødvendig.

Vi må imidlertid anbefale en nyvalgt formand for en apolitisk forening, at han sætter sig grundigt ind i sagerne før udtalelser på foreningens vegne, og at han ikke står frem som talerør for bestemte politiske aktører i det politiske landskab, oven i købet med samme sprogbrug som disse. En formand er trods alt valgt som repræsentant for en forening, som skal forene mange interesser, og hvor neutralitet for politiske holdninger er et krav.

SVAR