Content area

|

Samspilsramte patientfortællinger: »Precious« er alt det, du ikke ved, at du ikke ved

Hvis du ikke har set filmen »Precious« endnu, så gør det. Ellers er der fare for, at du ikke forstår hvad narrativ intersektionalitet betyder. Du kan vælge at læse videre, men nu er du advaret.
Plakat for filmen "Precious" fra 2010.
Forfatter(e)
Morten Sodemann, leder af Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital

Udsatte og marginaliserede patienter har det svært i sundhedsvæsenet. De har svært ved at finde væsenet og komme ind, de har svært ved at finde rundt i det, får ikke altid den mest relevante behandling og kommer ofte ud af sundhedsvæsenet i en dårligere forfatning, end de trådte ind i.

Mens der ikke er tvivl om, at der er social ulighed i, hvem der bliver syge, så har der været mindre fokus på, hvorfor og hvordan sundhedsvæsenet bidrager til ulighed i sundhed. Lægers stereotypier, kategoriseringer, implicitte bias, forhåndsforståelser, generaliseringer, idiosynkrasier og antipatier er kendte faktorer, som er i spil.

Det, der ofte sker, er, at sundhedsvæsenet, lægerne, lukker i over for komplekse patienter, i stedet for at lukke op for patientens sammensatte problemstilling. Simple fordomme, teamets tempo, diagnosegarantier og det skjulte curriculum udstyrer læger med teknikker til at skubbe patienter videre. Der er intet i det moderne sundhedsvæsen, der faciliterer, at læger bruger tid på samspilsramte patienter med uklare og sammenfiltrede problemer. Læger opfører sig som en mellemting mellem en østers, der klapper i ved mindste angreb, og en struds, der tror den kan gemme sig ved at gemme hjernen i jorden. Patienterne ved godt, hvad der foregår i lægens hoved, men er vant til det og kommenterer det ikke – sikkert af frygt for at miste den sidste rest af respekt hos lægen. Men i deres tanker bliver læger, der gemmer sig, uinteressante.

  • Patienter er kun uinteressante, fordi sundhedsvæsenet som organisation ikke ved, hvad de skal stille op med dem – som mennesker er de altid interessante garnnøgler af selvmodsigelser, styrker og svagheder.

Kategoriske patientopfattelser

Lægers opfattelse af patientfortællinger følger snævre, ortodokse, binære regler: syg eller rask, normal eller unormal, typisk eller atypisk, troværdig eller utroværdig, god patient eller dårlig patient. Lægelige beslutningsprocesser følger forudprogrammerede beslutningstræer og retningslinjer filtreret gennem det uformelle kliniske lærebogsstof. Men patienters egne fortællinger, narrativer, forstyrrer de sociale kategorier, som læger navigerer efter. Et tal kan skabe tydelige fænotypiske billeder på lægens nethinde, f.eks. et stærkt forhøjet levertal, blodsukkerniveau eller BMI, fordi den biomedicinske betydning af tallet gennem social læring er blevet kædet sammen med en social kategori: stædig alkoholiker, ligeglad nonkompliant diabetiker eller en selvforskyldt meget overvægtig patient. Læger lærer hurtigt at tænke i interessante og uinteressante patienter i deres kliniske virke og i fremlæggelsen af patienter, som det tydeligt kom frem i det første studie om socialiseringen af yngre læger fra 1962 »Boys in White«. Senere beskrev Terry Mizrah i 1985 de værktøjer, unge læger tilegner sig for at komme af med de uinteressante patienter og dermed skabe sig en identitet som den dygtige læge, »Getting Rid Of Patients«. Desværre er det ofte de komplekse og sårbare patienter, der kategoriseres som uinteressante – selvom de i virkeligheden er alt andet end uinteressante. Kategoriske patientopfattelser hjælper hverken lægen eller patienten.

Precious er et godt eksempel

Et godt eksempel er den 16-årige Claireeca Precious Jones i filmen »Precious«. Hun er en overordentlig overvægtig, ikke specielt køn pige med et ladt frastødende udtryk, hun sover i timerne i gymnasiet og bevæger sig uendeligt langsomt. Men hun er også mor til et barn – et barn, der er resultatet af faderens voldtægt af Precious, så Precious er, ud over at være en stereotyp teenagemor, også er et incestoffer. Hjemme er hun mor for sin personlighedsforstyrrede mor, der kun har to kompetencer: at skælde ud og skælde endnu mere ud. Precious er ud af en ludfattig, afroamerikansk familie, hvor ingen har gået mere end seks år i skole. Precious er udelukket fra fællesskabet pga. sin overvægt, hudfarve, sociale herkomst, manglende læsefærdigheder og manglende forhandlingskompetencer. Hendes klassekammerater isolerer hende, og hun har ingen fremtid. Precious kan spille de nødvendige spil over for den kommunale sagsbehandler, så hendes søn ikke tages fra hende. En læge på det lokale sundhedscenter er interesseret i hendes historie, og en nyuddannet skolelærer motiverer Precious til at skrive sin stil som sin egen historie.

Mange historier, der krydser hinanden

Precious har mange historier, der krydser hinanden, væver sig ind i hinanden og forstærker hinanden. Hver især kan de danne basis for en kedsommelig stereotyp patienthistorie, der ville berettige til betegnelsen »en uinteressant patient«, men samlet set beskriver de samspillet mellem sociale faktorer og det unikke i samspillet, der gør Precious til en interessant patient, der er meget mere end overvægtig, doven og kedelig. De enkelte narrativer gør ikke Precious nogen gavn, men de krydsende, intersektionelle, narrativer gør hende unik og tilbyder en lang række muligheder for sundhedsfaglig intervention. Precious er alt det, du ikke ved, at du ikke ved. Patienter er kun uinteressante, fordi sundhedsvæsenet som organisation ikke ved, hvad de skal stille op med dem – som mennesker er de altid interessante garnnøgler af selvmodsigelser, styrker og svagheder. Som teoretikere mister vi fornemmelsen for særpræg og påtvinger patienter normalitet ved at afmontere deres fortællinger fra patienthistorien i lægejournalen. Tænk på Precious næste gang du møder en uinteressant patient: din narrative ydmyghed og følsomhed for de krydsende fortællinger gør dig til en interessant læge for patienter, der ligner Precious.

Blad nummer: 

Right side

af Jan Nielsen | 16/10
7 kommentarer
af Ole Jensen Møller | 16/10
2 kommentarer
af Poul Erik Buchholtz | 16/10
1 Kommentar
af Poul Ole Eriksen | 16/10
2 kommentarer
af Christian Schlütter | 16/10
2 kommentarer
af Sven Felsby | 08/10
1 Kommentar
af Thora Gudrunardottir | 06/10
2 kommentarer
af Carsten Ulrik Henriques | 01/10
1 Kommentar