Skip to main content

Sapira's art and science of bedside diagnosis. Third edition, Orient JM, red.

31. okt. 2005
2 min.

Ofte ser man, at den objektive undersøgelse negligeres til fordel for et batteri af blodprøver og skanninger. Med dette omfattende værk om objektiv undersøgelse og anamneseoptagelse går bogens forfatter imod denne tendens. Hun viser, hvordan man i stedet kan nå langt, bare ved at bruge hænder og øjne, og ved at reflektere over det, patienten fortæller.

I 28 kapitler gennemgås myriader af kliniske tegn og

tricks fra top til tå på patienten. Hvad er Hoovers tegn ved emfysem? Paul Woods winking earlobe sign? Hvordan bestemmer man aortainsuffienciens ved at auskultere over a. femoralis (Duroziez' tegn)? I kapitlet »Bedside laboratory tricks« kan man læse, hvordan man med ganske få remedier kan analysere blod- og urinprøver; hvordan påviser Bence Jones proteiner i en urinprøve ved hjælp af en mikrobølgeovn og en avis? Der er masser af litteraturhenvisninger, og sensitivitet og specificitet er angivet for de enkelte undersøgelsesteknikker.

At læse denne bog, er som at være på stuegang sammen med en eminent læge, der fortæller livligt, viser sine bedste tricks og stiller begavede spørgsmål.

Bogen er fuld af citater, anekdoter, self-tests og sarkastiske bemærkninger. Det gør teksten let læselig og ofte morsom. Bogen er for alle, der har mod på at optræne deres bedside- færdigheder, men den er for omfattende som lærebog på medicinstudiet. Bogen anbefales særligt til læger, der arbejder med patienter med internmedicinske og neurologiske problemstillinger.

Philadelphia: Lippincott

Williams & Wilkins, 2005.

723 sider. Pris: 850 kr.

ISBN 0-7817-5731-2

Reservelæge Peter Hallas, E-mail: hallas@rocketmail.com