Skip to main content

Schuberts sygdom og smerte

Inga Marie Lunde

1. nov. 2005
3 min.

Komponisten Schubert døde efter et liv, som afgjort ikke var fri for bekymringer, vanskeligheder og sygdom, kun 31 år gammel. Alligevel efterlod han sig ikke mindre end syv fuldendte og en ufuldendt symfoni, foruden mange lieder og andre værker. Han har selv beskrevet hvordan en knugende angst og depression kunne lamme ham i lange tider. Den 3. juli 1822, et par måneder før han påbegyndte sin ufuldendte H-mol-symfoni, skrev han: »Hvis jeg ville synge om kærlighed, blev det en sang om smerte. Ville jeg synge om smerten alene, blev det en sang om kærlighed. Således sønderrev både kærligheden og smerten mit hjerte«. Men selv de mest smertefulde perioder i Schuberts liv kom der udødelige musikværker ud af.

Mennesker huskes sjældent fordi de har haft et let eller bekymringsfrit liv. Mange af dem, der har efterladt sig de varigste spor i historien, havde svære personlige vanskeligheder og også ofte sygdomme at slås med. Når vi får indblik i hvordan de klarede sig igennem det smertefulde i deres liv, kan vi forundres over den styrke de besad og udviklede undervejs.

I går havde jeg en 50-årig mand i morgentelefonen. Han havde det igen så »forfærdelig skidt«. Så nu måtte der »gøres noget mere effektivt«. I flere dage havde han ikke sovet, fordi »hjernen ikke kunne koble fra«. Hans nye kæreste kom også til telefonen for at spørge, om det ikke på en eller anden måde var muligt, at »måle hans hjernes aktiviteter og finde ud af hvad der er galt, så en mere effektiv behandling kan sættes i gang«.

Det er ikke længe siden jeg henviste ham til en psykiater. Han fik ordineret »de nyeste lykke-piller«. Efter kun tre dage opgav han dem, fordi bivirkningerne var for ubehagelige. Han fortalte, at nu ville han »ikke ha' mere af det pille-skidt«. Men den nye kæreste var meget i tvivl, om det var en rigtig beslutning.

For at forstå netop den mands reaktioner og aversioner er det nødvendigt at kende hans livs historie. Han har fået medicin pga. psykiske vanskeligheder fra den tidligste ungdom og indtil for et par år siden. En gang fortalte han om hvordan det hele startede. Som 15-årig blev han meget ulykkelig over at have mistet sit livs første kæreste, og da gav moderen ham nogle af sine Valium. Når han siden hen blev ked af det, ikke kunne falde til ro, ikke fik sin nattesøvn, eller arbejdet var for problematisk, børnene var syge, eller konen ikke kunne være tjent med hans humør, gav den ene læge efter den anden ham reitererede recepter. Det lykkedes ham dog, igennem et par meget vanskelige år, som også indbefattede en skilsmisse, at slippe den sidste 1/4 Stesolid i lommeulden. Og han fortalte da, at han følte sig fri på en helt speciel måde. Og selv om han nu havde det frygteligt igen, ønskede han ikke at vende tilbage til den strategi.

Hvordan kan jeg som læge bedst hjælpe ham fremover? Findes der nye - eller måske gamle og glemte - veje gennem livets sygdom og smerte, som vi i dagens medicin ikke har øje for - endnu? Kan mennesker i formørkede og depressive perioder af deres liv mon få et specielt udbytte af Schuberts musik?

I aften vil jeg høre hans ottende symfoni, som ikke var så ufuldendt endda. Og tænke på Schuberts sjælelige fingeraftryk i musikken. Både smerten og kærligheden var for ham vævet uløseligt ind i hinanden i livets mørkeste perioder.

Tænk om vi til patienter, som ikke ønsker medicin, kunne ordinere det som Schuberts ufuldendte indeholder ...