Screening af en million mennesker for depression

Ønsket fremgår af en udtalelse i Dagens Medicin af professor Videbech, som er formand for Sundhedsstyrelsens (SHS) arbejdsgruppe, der arbejder med et referenceprogram om unipolær depression, og begrundes med: »Vi kan gøre utrolig meget for patienterne ... Mange læger prøver samtaler eller et enkelt lægemiddel, og hvis det ikke virker, så giver de op ... Man skal prøve flere forskellige lægemidler i forskellige kombinationer og doseringer samt psykoterapi ... Læger skal behandle depression langt mere aggressivt«.

Selv om citaterne er trukket ud af sammenhængen, og de færreste læger formentlig vil efterkomme opfordringen, virker referencegruppens forestilling om, at lægebehandling af 10%?, 50%? af den million mennesker, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, absurd. Når lægen primært møder patienten med screeningsdiagnose i stedet for blik på livsomstændigheder, bliver udgangspunktet objektiv sygdom, som ifølge henstilling fra SHS ikke må behandles med antidepressiva.

Hvordan forventer SHS, at langt overvejende sekundær forebyggelse og screeningsinitiativ, som inddrager flere depressionsramte, kan knække depressionsstigningen? Hviler referenceprogrammet på valide referencer og i bekræftende fald hvilke? Hvor mange depressive vil få chancen for at få den anbefalede psykoterapeutiske behandling hos psykologer og psykiatere? Er det forkert at forvente, at størstedelen nødvendigvis ender med støttebehandling uden antidepressiva i almen praksis? Findes der undersøgelser, der viser, at en sådan behandling er evidensbaseret? Vil SHS frafalde sin henstilling om evidensbaseret behandling af lette depressioner? Eller forventer SHS, at de fleste af de screenede alligevel ender i depressioner, hvor »Man skal prøve flere forskellige lægemidler i forskellige kombinationer og doseringer samt psykoterapi«? Er det forsvarligt at belaste måske mere end 100.000 mennesker med en sygdomsdiagnose, der i fagsproget præsenteres som en alvorlig, recidiverende lidelse med stærkt forøget selvmordsrisiko og et ofte livslangt behandlingsforløb?

Det kan godt være, at den depressive kan få brug for at have en sygdom, når håbet om at komme op og ud af depressionen ikke længere er til stede, men det er ikke den slags depressive patienter, vi forventer at finde ved screening. Det første skub ind i sygdom kan meget vel ende med en fastlåsning i en sygdom, der med stor sandsynlighed følger den depressive til døden. Omvendt udtrykte en deltager i et projekt med fortælling af livshistorie, før der blev taget stilling til behandling af den depressive tilstand, sig på denne måde: »Normalt er man kun en sygdom. Hun husker mig som menneske«. At hun også vil huske lægen som et menneske, er heller ikke så ringe.