Skip to main content

Screening in disease prevention: What works? Holland WW, Stewart S.

Speciallæge John Brodersen E-mail: j.brodersen@gpmed.ku.dk

16. okt. 2006
3 min.

Som introducerende læsning til emnet medicinsk screening kan Holland & Stewarts bog anbefales, fordi den indeholder mange gode faktuelle oplysninger og værdifulde referencer. Søger man en mere dybdegående perspektivering af problematikkerne omkring screening, kommer denne bog til kort.Budskabet til læseren er meget klart; alle screeningsprogrammer gør skade, og nogen af dem gør samtidig gavn. Derfor gentager forfatterne flere gange nødvendigheden af at være opmærksom på ratioen mellem fordele og ulemper som et vigtigt størrelsesforhold, når man skal vurdere et screeningsprograms bæredygtighed. Dette glemmer forfatterne paradoksalt nok selv i beskrivelsen af specifikke screeningsprogrammer - i nogle tilfælde er det svært at finde tallene for fordele og ulemper, i andre er de slet ikke oplyst. Det ville have været rart med opsummerende faktabokse i hver beskrivelse af de specifikke screeningsprogrammer.Forfatterne argumenterer for fuldstændig og forståelig information, når befolkningen bliver inviteret til screening. Forfatterne understreger, at informationen også skal indeholde de mulige fordele og ulemper ved evt. efterfølgende undersøgelser. Det er et prisværdigt forslag, som kun kan bakkes op. Desværre er undersøgelser, der dokumenterer den mangelfulde og misvisende information ved screening, ikke refereret i bogen. Og f.eks. er de mulige bivirkninger ved koloskopi i forbindelse med screening for tarmkræft og laparoskopi ved screening for æggestokkekræft slet ikke nævnt. Der har f.eks. været rapporteret om dødsfald af personer, der fik falsk positive resultater ved disse to screeningsprogrammer.Det informerede samtykke ved invitation til screening anvendes her som en undskyldning for at implementere et hvilket som helst screeningsprogram. Som eksempel på et dårligt screeningsprogram nævner forfatterne Raffles studium om livmoderhalskræftscreening i Storbritannien: Når 1.000 kvinder screenes i 35 år undgår man ét dødsfald af livmoderhalskræft. Samtidig bliver 80 af de 1.000 kvinder overdiagnosticeret og 50 overbehandlet. Det kan undre mig, at forfatterne fastholder, at kvinder skal tilbydes livmoderhalskræftscreening, når bare de bliver fuldstændigt og uvildigt informeret, når tallene så tydeligt taler for en ændring eller afskaffelse af dette screeningsprogram.

Måden forfatterne behandler problematikken omkring livmoderhalskræftscreening er et konkret eksempel på, hvordan forfatterne ikke tør at tage stilling - og dette er bogens hovedproblem. Der refereres til mange kritiske undersøgelser, som fremkommer med ratioer af fordele og ulemper der taler imod screening. Det virker derfor tandløst, at man får indsigt i alle disse studier, når forfatterne ikke tør drage deres egne konklusioner. I denne forbindelse er der desuden et larmende fravær af diskussion af begreberne medikalisering, body control, paternalisme, surveillance og governmentality - men disse begreber kan selvfølgelig heller ikke tælles.

Efter at have læst bogen sidder man således tilbage med en følelse af at være blevet overfladisk introduceret til et område fuld af kompleksitet og etiske dilemmaer.

Oxford: Radcliffe Publishing, 2005.

184 sider. Pris: 27.95 GBP.

ISBN 1-85775-770-X