Skip to main content

Selv i uge 40 bør anbefalingerne være veldokumenterede

Overlæge Søren Toubro, Institut for Human Ernæring, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. E-mail: Soeren.Toubro@fhe.kvl.dk, Ernæringskonsulenterne, Afdeling 225, H:S Hvidovre Hospital

28. nov. 2005
3 min.

I en statusartikel i Ugeskrift for Læger nr. 40 anfører Mørch et al sundhedsfaren ved et episodisk alkoholindtag på mere end fem genstande [1]. Artiklen bygger på rapporten »Genstandsgrænser for voksne«, som kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside [2], som igen henviser til en originalpublikation, som flere af forfatterne har bidraget til [3].

Originalstudiet er epidemiologisk og af observerende karakter. Studiet inkluderede 56.000 midaldrende danskere, som på basis af et spørgeskema blandt mange andre forhold fik kortlagt deres drikkemønster og dødelighed uden angivelse af årsag over en opfølgningsperiode på syv år.

Studiet viser, at begge køn, som drikker > 7 (kvinder) eller 14 (mænd) genstande »Once per week or less«, har en større dødelighed, op til dobbelt så stor for kvinder. Min pointe er, at dette umiddelbart ikke kan »oversættes« til en officiel aften-, dag-, døgnbegrænsning på maksimalt fem genstande. Da der ud over manglen på studier er følgende usikkerheder knyttet til originalarbejdet:

1. Var hypotesen en del af undersøgelsens oprindelige formål?

2. Periodelængden for et episodisk (»frequent«) alkoholindtag. I statusartiklen anvendes både »et kortere tidsinterval [typisk en aften]« og »inden for samme dag«, mens originalartiklen [1] anvender terminologien »daily consumption«.

3. Originalarbejdets metodologiske problematik illustreres af, at dødeligheden for begge køn uafhængigt af det kvantum der indtages er lavest, hvis det fordeles over 5-6 dage. Mens dødeligheden stiger, hvis det fordeles på færre eller flere dage i løbet af ugen, et fund som ikke kommenteres i artiklen.

4. Overdødeligheden fandtes næsten alene hos de personer, som havde et ugentligt indtag på over de officielle anbefalinger på hhv. 14 og 21 genstande.

Anvendelsen af odds-ratio har sine begrænsninger, jf. [4]:

»A marker strongly associated with outcome (or disease) is often assumed to be effective for classifying persons according to their current or future outcome. However, for this assumption to be true, the associated odds ratio must be of a magnitude rarely seen in epidemiologic studies«. Hvilket langtfra er tilfældet i originalarbejdet.

Baseret på denne meget beskedne dokumentation for en fordelingseffekt inden for de afstukne ugentlige anbefalinger på hhv. 14 og 21 genstande anbefaler Sundhedsstyrelsen i deres Uge 40-kampagne, at det daglige antal genstande ikke overstiger fem. Den anbefaling vil jeg være overhørig, indtil bedre dokumentationen foreligger, og dermed fortsætte mit »episodic« drikkemønster primært i form af rødvin på fridage og weekendaftener.

SVAR


Referencer

  1. Mørch LS, Becker U, Olsen J et al. Er der grund til at ændre de kendte genstandsgrænser for voksne? Ugeskr Læger 2005;167:3777-9.
  2. Sundhedsstyrelsen www.sst.dk
  3. Tolstrup JS, Jensen MK, Tjønneland A et al. Drinking pattern and mortality in middle-aged men and women. Addiction 2004;99:323-30.
  4. Pepe MS, Janes H, Longton G et al. Limitations of the odds ratio in gauging the performance of a diagnostic, prognostic, or screening marker. Am J Epidemiol. 2004;159:882-90.