Selvopfyldende profetier og udviklingen på pensionsområdet

Jens Bang (JB) skriver igen om, hvad der gør prognosen mindre god, når man bliver »ramt« på sin sociale identitet af kritiske begivenheder i livet og får symptomer som stress, depression eller angst, og hvad der gør, at tilstanden kan blive et springbræt til en sygerollefikseret identitetsudvikling [1].

JB starter sit debatindlæg med at citere Popper: »It is our duty to be optimists, the future is open«. Popper siger uddybende: Vi er alle ansvarlige for, hvad fremtiden rummer.

Men der er ikke meget optimisme at spore i JB's beskrivelse af sundheds- og socialvæsenets »elendighedsmaskine«. Det ligner faktisk selvopfyldende profetier, og man får den tanke, at JB også selv bidrager til opfyldelsen. JB er nemlig psykiatrisk lægekonsulent ved Jobcenter Sygedagpenge i Københavns Kommune. Drivkraften bag denne kommentar er, at praktiserende læger i København i stigende grad er frustreret over sagsbehandlingen i jobcentrene i kommunen, og det ikke mindst i forhold til sygedagpengeopfølgningen [2]. JB skulle måske begynde med at tage ansvar for fremtiden der! JB er ikke blind for, at jobcentret er et af tandhjulene i elendighedsmaskineriet med en ukonstruktiv dialog og en ukritisk brug af arbejdsprøvninger.

Beskæftigelsesforvaltningernes sagsbehandlingsmodel »arbejdsevnemetoden«, som JB selv er en af fadderne til, har trods gode intentioner ikke bidraget til at styrke de socialfaglige vurderinger som modvægt til de mange lægelige helbredsvurderinger. Næsten alle førtidspensionstilkendelser sker fortsat med begrundelse i helbredsforhold, selv om helbred ikke længere har en særstatus i loven. Indlægget kommer imidlertid fra en kølig og distancerende position, og modstykket til klienternes sygerollefiksering er netop en sagsbehandling, der er præget af fralæggen sig ansvar.

JB's forslag til en reform, hvor helbredsforholdene slet ikke tillægges betydning, medmindre de er medicinsk objektivt forklarede med evidensbaseret prognose, kunne ligne dagens praksis! Mere konstruktivt er hans forslag om en kognitiv adfærdsterapeutisk (KAT) tilgang til patienter/klienter, der er »ramt« på deres sociale identitet, med denne terapis udfordring af tankemæssig negativitet og erstatning med en mere realistisk fokus på fremtiden. Her ligger en pointe, men hvorfor beskrive KAT som kun »berømmet« - KAT er evidensbaseret - og hvorfor den negative betegnelse »patientens fantasier« - tanker er den neutrale betegnelser for materialet for KAT.

Det er ikke kun patienterne, der skal være åbne over for fremtiden.

Svar:

♠ Speciallæge i psykiatri Jens R. Bang, København Ø. E-mail: jerba@dadlnet.dk

I 2008 var psykiske sygdomme i 48% af tilfældene hovedbegrundelsen for at tilkende førtidspension. Andelen er steget med 13% siden 2003. Disse tal er afsættet for min kronik, som er skrevet ud fra det synspunkt, at det i første omgang gælder om »at feje for egen dør«. Med andre ord: Er der grundlag for at kritisere diagnosticeringen og behandlingen på dette område? Jeg har ikke indtryk af, at Jens Hilden (JH) er rigtig uenig i mine overvejelser, som kan skæres ned til, at det er ønskeværdigt, at læger skærper opmærksomheden i forhold til de negative profetier om funktionsprognosen, som indirekte bekræftes, når patientkontakterne ikke tjener noget behandlingsmæssigt formål.

Den kliniske socialmedicin kommer ind i billedet som første trin i en social proces, der i sidste instans kan ende med en førtidspension tilkendt med udgangspunkt i en indholdstom (ingen tværkulturelle forløbsundersøgelser) ICD-diagnose. Socialmedicineren (egen læge) bør her - efter min opfattelse - som den professionelle, der først ser borgeren på klassisk »familielægevis«, forholde sig til personen og situationen og herunder om muligt tydeliggøre konsekvenserne af forskellige handlingsalternativer. Med hensyn til sygemeldinger = en autoritativ tilkendegivelse af, at borgeren ikke kan løse problemet selv, er det min vurdering, at praktiserende læger som flest ikke (i en travl hverdag) gør ret meget for at få borgerne til »at tro på egne kræfter«. Næste trin i processen er så kontakt til en teoretisk forarmet psykiatri, som diagnosticerer og medicinerer og - hvis borgeren er heldig - kombinerer med kognitiv adfærdsterapi. Det er kritikken.

Problemet med socialsektoren er meget enkelt, at man i det væsentlige ikke har gjort noget som helst for at kontrollere og hermed udvikle kvaliteten af den faglige indsats over for de berørte borgere. Den faglige forklaring på »utilstrækkeligheden«, som jf. pensionslovens § 19.3 er påkrævet, for at man kan tilkende førtidspension, er imod alle hensigter endt med at blive lægelig i 98% af tilfældene. Dette er baggrunden for, at jeg - i ideologikritisk forstand - konkluderer, at psykiatrien (ansvarligt speciale) legitimerer en elendighedsmaskine, som fritager de sociale myndigheder for en særdeles påtrængende stillingtagen til kvaliteten af det sociale arbejde.

LITTERATlUR