Skip to main content

Sexsygdomme. Svare E.

Praksisreservelæge Dorthe Skovgaard Nielsen E-mail: dskovgaard@hotmail.com

1. nov. 2005
2 min.

»Sexsygdomme« er en ny pjece, hvis målgruppe er personer uden medicinsk baggrund, der kunne tænkes at have brug for rådgivning om seksuelt overførte sygdomme. I samme serie er tidligere udgivet »Værd at vide om prævention«, »Hvis du overvejer abort« og »Værd at vide om sterilisation«.

Forfatterne har valgt at bruge udtrykket »sexsygdomme« som erstatning for de hidtil brugte udtryk »kønssygdomme« eller »seksuelt overførbare sygdomme«. Det er umiddelbart svært at se en fordel hermed, og navnet »sexsygdomme« er da heller ikke mere præcist end de »gammeldags« udtryk. Sexsygdomme er i pjecen defineret som sygdomme, der overføres i forbindelse med, at man har sex, men det tilføjes dog rigtigt nok, at nogle sexsygdomme kan smitte på andre måder (f.eks. når narkomaner deler kanyler). Desuden kunne man forestille sig, at netop udtrykket »sexsygdomme« har en forkert signalværdi, således at det vil bidrage til at gøre emnet mere tabubelagt, især for den yngre aldersgruppe. Hvis det nye udtryk vinder indpas, må man spørge sig selv, om landets dermato-venerologiske afdelinger fremover skal kaldes klinikker for hud- og sexsygdomme?

Pjecen starter med at understrege det vigtige budskab om sikker sex og risikogrupper/adfærd og fortsætter herefter med en systematisk gennemgang af de enkelte sexsygdomme i den rækkefølge, hvormed de forekommer i hyppighed i befolkningen. Under hver sygdom er opgivet symptomer, smittemåde, undersøgelsesmåde, behandling samt de forholdsregler, man skal iagttage, hvis man bliver smittet. Oplysningerne er præcise og anvendelige, og læseren vil få svar på de mest nærliggende spørgsmål.

Pjecen indeholder et skema, hvor læseren kan se, hvilke symptomer der hører til de enkelte sygdomme. Skemaet er rimeligt overskueligt og giver om ikke andet så en god liste over mulige symptomer på sexsygdomme. Altså en slags »tjekliste« for lægmand: Kan mine symptomer skyldes en sexsygdom?

Til slut findes et afsnit med en beskrivelse af den gynækologiske undersøgelse samt et udmærket afsnit med gode råd om, hvordan man skal få fortalt eventuelle partnere, at man er smittet med en sexsygdom.

I oversigten over henvendelsesmuligheder er Københavns Venereaklinik desværre anført under Københavns Amt i stedet for Københavns Kommune, hvori den faktisk er beliggende.

Sproget er generelt letforståeligt, opbygningen pædagogisk, og pjecen er velegnet som patientinformation, f.eks. til udlevering i almen praksis, hos skolelæger, sundhedsplejersker o.l.

København: Komiteen for Sundhedsoplysning, 2004.
48 sider. Pris: Gratis.
ISBN 87-90073-92-4