Skip to main content

Sjøgren, P, Mørch MM, Eriksen J, eds. Håndbog i palliativ medicin

Roar Maagaard

2. nov. 2005
2 min.

Den palliative indsats i Danmark trænger til styrkelse - og den første danske håndbog (i kittellommeformat) skal derfor hilses meget velkommen. Redaktørerne har samlet et meget kompetent forfatterkorps, der giver solid og dog letlæst information om palliationens mange aspekter. I forordet anføres, »at sigtet med håndbogen er at bidrage til udviklingen ved at styrke uddannelsen«. Dette sigte er klart nået: f.eks. gives en meget grundig gennemgang af ætiologi og patofysiologi, diagnostiktiltag og behandlingsforslag ved de hyppigste symptomkomplekser - man forsøger at komme »helt ud i hjørnerne« her.

Jeg kunne forestille mig, at sigtet også er at bidrage til et kvalitetsløft i den palliative indsats til uhelbredeligt syge og døende patienter - uanset om disse opholder sig på en højt specialiseret palliativ afdeling, på en ordinær sygehusafdeling, på hospice, på plejehjem eller i eget hjem. Hvis dette også er sigtet, kunne håndbogen vinde i daglig klinisk brugsværdi ved, at man i visse afsnit gav lidt mere konkret og håndfast rådgivning vedr. de hyppigste behandlinger og gik lidt på kompromis med den komplette beskrivelse. I andre afsnit finder man fint denne balance.

For læger, der kun sporadisk arbejder i det palliative felt, ville angivelse af handelsnavne (i klædelig parentes) på præparater måske også opleves som en hjælp? - handelsnavne på laksantia er dog angivet! Kontinuerlig subkutan opioidinfusion via pumpe er måske nok simpel - men realiteten er, at disse pumper ikke er udbredt overalt i landet i primær- eller sekundærsektor - så råd vedr. intermitterende subkutan injektion via »sommerfugl« var måske også en tanke værd, når realiteterne måske reelt er endnu mindre optimale? En samlet fremstilling af de sidste få dage i et terminalt forløb savnes.

En stor del af den palliative indsats ydes i primærsektoren - de deraf følgende muligheder og udfordringer er ikke nærmere beskrevet; der er ikke repræsentanter fra primærsektoren blandt de 11 forfattere.

Vigtige kapitler om bl.a. kommunikation, psykiske reaktioner, eksistentiel lidelse, depression og angst, pårørende og sociale forhold. Følgende symptomkomplekser beskrives indgående: træthed; anoreksi og kakeksi; smerter; kognitiv dysfunktion og delirium; mundtørhed; obstipation; dyspnoe, hoste og sekretproblemer; kvalme og opkastning; hyperkalkæmi; lymfødem; malign tarmobstruktion; væsketerapi; palliativ sedering. WHO's klassiske analgetiske trappe erstattes på overbevisende vis af en mindre reduktionistisk model. Nuanceret fremstilling af dilemmaer ved væsketerapi.

Bogen kan varmt anbefales alle de læger, der har med uhelbredeligt syge og døende mennesker at gøre.

København: Munksgaard Danmark, 2002.
212 sider. Pris: 248 kr.
ISBN 87-628-0383-2