Skal den fremtidige it-chef på hospitalet være speciallæge?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Hvem, forventer patienten, kan løse hans sygdomsproblem? Svar: speciallægen.

Hvem, forventer ledelsessystemet, kan sikre overholdelse af borgernes rettigheder på sundhedsområdet? Svar: speciallægen.

Hvem, forventer politikerne, kan sikre det danske sundhedsvæsens plads i verdensklassen via specialiseret ekspertindsats? Svar: speciallægen.

Hvem oplever tidskrævende, inkompatible og mangelfulde it-systemer i den kliniske dagligdag og vanskeligheder med at løse ovenstående opgaver? Svar: speciallægen.

Hvem oplever kreative, men nytteløse forslag til afhjælpning af ovenstående, herunder opgaveglidning, omplaceringer og på det seneste afskedigelser? Svar: speciallægen.

Hvem har indflydelse på valg af informationsteknologi i sygehusvæsenet? Svar: ikke speciallægen.

En amerikansk nonprofit organisation (The Information Technology and Innovation Foundation) har udråbt Danmark, Sverige og Finland til at være verdens førende lande inden for den integrerede anvendelse af sundheds-it. Vi har en meget høj grad af elektronisk kommunikation mellem almen praksis, som alle har elektronisk patientjournal (EPJ), hospitaler, kommuner og apoteker. Vi har med afsæt i nationale og regionale standarder en stor udbredelse af EPJ i hospitalssektoren og en omfattende åbenhed og brugerinddragelse bl.a. via Sundhed.dk. Dertil er vi førende i anvendelse af telemedicinske modeller i forbindelse med kronikerstrategien, herunder patientmedinddragelse.

Det meste af ovennævnte er helt korrekt, og det er derfor ærgerligt, at vores politikere og beslutningstagere ikke har indset det. Vi er med andre ord mere berømte i udlandet end i Danmark.

Den egentlige drivkraft bag den udbredte anvendelse af informationsteknologi i sundhedsvæsenet er ikke centrale initiativer. Det bunder i et igennem to årtier hårdt arbejde med iderigt og nytænkende personale i almen praksis, på hospitaler og i nogen grad i den kommunale sektor. Disse har ufortrødent søgt at implementere udviklingen i informationsteknologien til gavn for en bedre, sikrere, hurtigere og medinddragende patientbehandling. Trods alle odds, megen modstand og uforstandige bureaukratiske valg har de fortsat udviklingen, ofte med små midler. Undertiden har overordnede ledelser og centrale myndigheder støttet situationen med fornuftige valg og en større økonomi. Det har holdt gejsten oppe hos personalet til en fortsat indsats. Derfor har vi i dag store udviklingsmuligheder foran os.

Det kræver imidlertid en kovending. I alle sektorer er beslutningstagernes væsentligste drivkraft bureaukratiske, planlægningsmæssige eller politisk motiverede registreringer og monitoreringer. Her bygges stadig it-netværk, indkøbes og implementeres forskellige softwaresystemer. F.eks. har Region Syddanmark op mod 1.000 forskellige systemer, selvom regionen er længst fremme med sammenhængende digitale systemer og anvender den bedste og mest udbredte elektroniske patientjournal.

Investeringerne i ny informationsteknologi er sket tilfældigt. Ikke som en strategisk investering i slutbrugerne, den kliniske bruger og dennes samarbejde med patienten, men med andre overordnede mål. Det er vel også store ord at tale om strategiske investeringer. Investeringerne skal være tilstrækkeligt store og vedvarende, til at målet i videst muligt omfang opnås. Det har ikke været tilfældet for det kliniske område.

Vi har EPJ, patientadministrative systemer, registreringssystemer vedr. DRG/kvalitet, servicekvalitet etc. Sagen er blot: Selvom dette, takket være personalet selv er bedre end papirjournalen og papirprøvesvar, har det samme personale ikke fået tilført de fulde muligheder af digitaliseringen. Login er svært, man har mange passwords, tidsforbruget er præget af lange ventetider, EPJ indeholder gode kliniske grundprincipper, men kræver mange »klik«, bookingsystemerne er enten ikkeeksisterende eller langsomme, EPJ, booking og patientadministrative systemer er ikke sammenhængende - hvis eksisterende, medicinmodulerne har indlagte muligheder for utilsigtede hændelser, overblikssystemer, der opsamler periodens patientdata, er manglende. Man har kort sagt givet den kliniske bruger en formel 1-racer, men glemt at sikre, at hjulene passer på karosseriet, og at motoren kan fungere - og samtidig har man sparet »mekanikerne« væk.

Det er nu tvingende nødvendigt at ændre kursen, hvis sundhedsvæsenets formål skal nås - at patienten skal få alle fordelene. Et målrettet fokus på den kliniske slutbruger og dennes dagligdag er indgangsvejen.

En provokerende, men ny og rigtig indgang vil være at kaste resurser og strategi ind på den kliniske slutbruger. Først og fremmest at have fokus på læge-patient-situationen, læge-sygeplejerske-kommunikationen og sygeplejerske-patient-kommunikationen. Det kunne naturligvis betyde, at planlæggere, beslutningstagere og politikere ikke får flere eller nye »organisationstal« de næste par år. Men værdien vil komme personalet og især patienterne til gode.

Det var rimeligt at indføre et sundheds-it-patientprincip: Ligesom man har et patientprincip, der siger, at man skal have den til enhver tid bedste behandling efter nationale og internationale retningslinjer, at det skal gælde for alle patienter etc., kunne man tilføje den væsentlige detalje, at teknologien, herunder informationsteknologien primært skulle komme patienten til gode. Andre formål med digitaliseringen af sundhedsvæsenet herunder registrering, økonomistyring og kontrol er vigtige, men sekundære i forhold til patientprincippet.

En sådan udvikling kommer ikke af sig selv. Det kræver et relevant og strategisk tilrettelagt pres, og at lægelige ledere samler sig om en sådan indsats. Klinikerne må opstille nye kravsspecifikationer til it-systemer og it-udøvelse på hospitalerne. Hermed menes ikke tekniske specifikationer i it-mæssig forstand, men brugerkrav til den kliniske anvendelse.

På Odense Universitetshospital har ledelserne netop foretaget en sådan overordnet kravs- og behovsspecifikation, gældende samarbejdet med it-afdelingerne, softwaresystemer, telefonisystemer og kliniske it-aftaler. Konklusion: hav fokus på slutbrugeren - den kliniske it-bruger.

Vores radikale, men enkle forslag er en ændring af hele it-organiseringen i hospitalssektoren. Man kunne lære af den kliniske håndtering på medikoområdet. Teknikerne sørger for hard- og softwareopgraderinger, men det er det kliniske område, der bestemmer over anvendelsen og udviklingen af apparaturet og dets mere avancerede brug. De reelle medikotekniske chefer er kliniske ledere, speciallægerne. På grund af utilstrækkelig indsigt i det kliniske område og ønsket om reguleringer og indflydelse på dette har man så at sige fra bureaukratisk niveau erobret it-området og bestemt udviklingen. Det uheldige er, at den er drejet væk fra det primære patientprincip, nemlig fra patienthensynet. It-teknologien er et økonomisk resursekrævende område, men slutresultatet er blevet, at de allokerede - ofte utilstrækkelige - resurser ikke har gavnet patienthåndteringen i væsentlig grad og derm ed ikke er kommet klinikerne og patienterne til gode.

Derfor bør fremtidens it-chef være en speciallæge med viden om og interesse for it, men med primært fokus på anvendelsen i den kliniske proces. De steder i USA, hvor man med succes har digitaliseret hospitalsområdet - f.eks. Kaiser Permanente i San Francisco, Mayo Klinikken i Rochester og Harvard Medical School i Boston - har det kliniske niveau været fokusområdet.

Det er på tide, at klinikerne og patienterne får gavn af den it-satsning, der har fundet sted i det danske sundhedsvæsen.