Skal det koste liv at have verdens bedste behandling?

Når man i mindst 3.000 år har understreget værdien af en grundig udredning, er det interessant at se udviklingen i vort moderne sundhedsvæsen, der leverer alt det bedste, lægevidenskaben kan. Her ser vi en tiltagende specialisering, hvor læger og andre sundhedsprofessionelle udvikler overordentlig flotte, specifikke kompetencer. I særdeleshed inden for behandlingsrelaterede områder. Samtidig sker der en centralisering af flere af disse funktioner for at gøre indsatserne omkostningseffektive og - i nogle tilfælde - for at samle relevante kompetencer på et sted.

Der er da efterhånden også god grund til at antage, at specialisering og centralisering fører til øget kvalitet. Specialisering, fordi det synes at give størst viden, færdighed og erfaring, og centralisering, fordi det giver mulighed for at inddrage andre relevante specialer på samme tid.

Alligevel må jeg spørge, om vi har været kloge nok til at se mulige bivirkninger ved denne fokusering. Har vi udviklet specialiseringen inden for de behandlingsorienterede discipliner og helt overset, at borgerne først skal udredes og evt. have en diagnose?

Omkring 85% af befolkningen benytter egen læge i løbet af et år med mere end 40 mio. kontakter. Omkring 40% af disse kontakter omhandler en ny episode. Det giver et konstant, stort behov for primær udredning. I et sundhedsvæsen med fokus på specialiseret behandling vil dette behov næppe blive håndteret fornuftigt, medmindre man adresserer det ledelses- og resursemæssigt. Og derfor har vi måske i de senere år fået dokumenteret urimeligt lange udredningstider for selv alvorlige sygdomme.

Samtidig har specialiseringen inden for de diagnostiske discipliner muligvis drejet fokus fra den primære udredning til servicering af en højtspecialiseret behandlingsindsats. Indikationen for en henvisning fra almen praksis til fx skopi og billeddiagnostik vurderes ofte af en speciallæge, og patienten udsættes for »dobbelt gatekeeping« og passende »rationeringsventetid«. Og en bred udredning, der også omfatter komorbide tilstande, er ikke opfundet endnu.

Alt i alt har disse forhold betydet en fraktioneret, usammenhængende og ineffektiv primærudredning af mange patienter. Det er nok ved at være på tide, at man genrejser den samlede lægelige indsats i et sundhedsvæsen og skaber basis for en hurtig, bred og samtidig specialiseret diagnostik. Det vil altovervejende være nødvendigt i situationer, hvor borgere har henvendt sig til almen praksis med symptomer, der kan tyde på alvorlig sygdom. Og i en klinisk virkelighed, hvor fx kun 50% af alle kræftpatienter præsenterer alarmsymptomer, er det godt, men slet ikke nok, at opstille særlige pakkeforløb for særlige symptomer.

Der skal langt mere fokus på hurtig, direkte adgang til de diagnostiske specialer, og sygehusene skal satse på velfungerende team af specialister i diagnostik. Der skal, baseret på vanlige lægevidenskabelige forskningsprincipper, udvikles udredning i forhold til de symptomer, som nu en gang præsenteres af borgeren, og som hurtigt afklarer, hvorvidt en specialiseret behandling skal iværksættes. Det kræver yderligere forskning i symptomer, specialiseret udredning, og hvordan man bedst organiserer det.

Når en beslutningstager i fremtiden svarer på, hvad man vil bruge flere resurser på, vil et klogt svar foruden behandling også indeholde udredning og diagnostik.